Genrer og tematikker

Poul Berg har skrevet en enkelt bog, ”Tidsrejsen”, og forfattet en række manuskripter til tv-serier. Herunder tv-julekalenderen ”Tidsrejsen”, som bogen bygger på, samt ”Mille” og ”Limbo”.

Fælles for historierne er, at de arbejder med klassiske temaer som familier, sorg, ensomhed, skilsmisse og ungdomsforelskelser, formidlet på mere eller mindre kulørt vis. Baggrunden for at lave fortællinger med alvorlige budskaber er, at der ifølge forfatteren er behov for historier til børn og unge, som sætter ord på svære ting: ”Vi kommer på et tidspunkt til at stå i livet, hvor vi møder en sorg, som skal bearbejdes, før vi kan komme videre. Min tanke var at prøve at klæde unge mennesker på (…) Og det kan jo ikke hjælpe noget, at vi pakker de unge ind og beskytter dem mod den verden, de lever i (…) Jeg synes, at der er en forpligtelse til, at tingene handler om noget,” siger han (Kiri Kim Lassen: Tingene skal handle om noget. Midtjyllands Avis, 2014-11-29).

I serien ”Mille” dør hovedpersonens bedste ven for eksempel i første afsnit, og i ”Tidsrejsen” bliver forældrene skilt. I sidstnævnte bliver temaerne formidlet gennem en eventyrlig science fiction-ramme, som gør fortællingen mindre socialrealistisk.

Et andet centralt tema, der går på tværs af historierne og formaterne, er empati: ”Jeg prøver at skabe et univers, hvor hovedkaraktererne har en indlevelse og forståelse for andres problemer. Det er sundt at sætte sig ind i, hvordan andre folk har det; det kan være ens kammerater, men også personer, man ikke kender. Det er noget, jeg forsøger at ramme i alle mine fortællinger og særligt i forhold til historierne rettet mod børn og unge,” fortæller han (Martine Stock: Interview med Forfatterweb. Maj 2015).

Netop børne- og ungemålgruppen finder Poul Berg interessant at skrive til, fordi der sker mange forandringer og nye opdagelser i den periode: ”I 12-års alderen og frem er det hele tiden en opdagelse af nye ting, og det er selvfølgelig spændende at fortælle om i en dramatisk sammenhæng,” siger han (Martine Stock: Interview med Forfatterweb. Maj 2015). Han mener derudover, at der er et stærkt behov for fortællinger, som børn og unge kan spejle sig i og se, at de ikke er de eneste, som føler sådan.