Kængurudrømmen

Citat
”Eftermiddagssolen hang på vestsiden af bjerget, da vi så hende for første gang. Hun stod på en lille forhøjning af sten med den blodrøde nedgående ildkugle som baggrund. Stod og lignede det fineste silhuetklip. Helt sort. Kun det store hår flammede i et pur af guld. Resten af skikkelsen – skuldrene, brysterne, den korte kjole, de lange ben, stod skarpt sort midt i den røde cirkel. Og lige som vi havde set det, forsvandt synet, og solen stod rød og tom tilbage.”
”Kængurudrømmen”

Det er ikke ligefrem Crocodile Dundee-land, Charlotte Blay skildrer i ”Kængurudrømmen” (1991), men et land, hvor de hvides evner til at finde vej og overleve i den afsvedne ødemark uhjælpeligt kommer til kort over for de indfødte (aboriginerne).

Danske Peter på 16 er emigreret til Australien med sine forældre, og sammen med sin ven Tony tager de to unge og hunden Shadoe i en ferie på guldgravereventyr i det store land.

Eventyret bliver snart vendt til mareridt: de kommer til at skyde en fårehyrde, bilen går i stykker, mad og vand slipper op og solen brænder ubønhørligt.

Matilda er en af de indfødte, som af mange hvide, bl.a. Tony, betragtes med foragt og alligevel hjælper hun de to uheldige unge med at flygte. Hun leder dem ad sine forfædres drømmestier, og samtidig med at vi hører om forfædrenes ritualer og myter, lærer Matilda dem at overleve i ødemarken bl.a. ved at spise larver! De når omsider frem til reservatet, hvor de indfødte i dag lever i druk og håbløshed.

Det meste af bogen drejer sig om de tre vidt forskellige unge og deres indbyrdes forhold under de ekstreme vilkår. Turen ender barsk – politiet finder dem og skuddene brager, men Peter er alligevel kommet til klarhed omkring sit liv og sine rødder – og romantik er der også til slut under stjernerne.