Baggrund

Citat
”Men i skumringstimen begynder lydene at komme. Nogle siger, det lyder som drøn eller brøl. Andre mener, de har hørt latter derude. Når mørket sænker sig, og skoven bliver helt sort, kan man skimte et underligt lys nede fra træets rødder. Tør du gå tættere på?”
”Rødder”, s. 4.

Sissel Bøe er født i 1957 i Tønsberg i Norge. Hun voksede op i en hektisk købmandsgård med travle forældre, som sjældent havde tid til ferie og fritid. Derfor blev hun ofte sendt til sin moster og sine bedsteforældre på en lille gård langt ude på landet i Norge. Her tilbragte hun tiden i skoven og i stalden. Sissel Bøes mormor havde elleve børn – nøjagtig som troldemor har det i serien Troldeliv.

I nabobygden boede hendes farfar, som var urtemediciner, og hendes farfars søster, fladbrødbageren og tæppevæversken. Hendes farfars søster havde otte katte og fire høns, som alle var velkomne i sofaen i stuen. Forskellen på livet i købmandsgården og hos familien på landet var markant, og skiftet mellem dem kom til at få stor indvirkning på Sissel Bøe. Oplevelserne hos hendes bedsteforældre har senere hen haft stor betydning for serien Troldeliv, og Sissel Bøe siger selv, at hun formentlig ikke kunne have skrevet bøgerne uden disse oplevelser.

Som barn var det sjældent, at Sissel Bøe fik læst højt af sine forældre eller bedsteforældre, men da hun selv lærte at læse, tog hun skolebiblioteket i brug og dykkede ned i bøgernes verden. Hun har arbejdet som bibliotekar både i Norge og Danmark. I 1997 forlod hun Norge til fordel for Danmark, hvor hun flyttede sammen med sin danske mand, tegneren Peter Madsen. Siden 2004 har hun været webmaster, sekretær og oversætter i hans tegnestue. Hun er desuden mor til to børn og to stedbørn.