I Novemberløgne tages det endelige opgør med feminismen. Kvinden er ikke amazone. Kvinden er intet uden manden. Den feministiske litteratur har gennem lang tid været underlagt den nederlagsstemning, at mænd kun ofrer kærlighed for at få erotik, og kvinder kun ofrer erotik for at få kærlighed. Så er det befriende at møde den kvindelige hovedpersons ligefremme holdning: fysisk kærlighed kan aldrig skade. I Novemberløgne er det lysthus, hvori forfatteren, der aldrig fik skrevet et ord, brændt ned, og hun er indebrændt, død. Efter branden mødes romanens hovedpersoner, Sigurd og Astrid, i et værelse: ”Oven på chokket med branden er det den eneste måde at komme videre på. Erotik har de kræfter i sig, som skal hjælpe os igennem det, forsikrer hun og opmuntrer ham til, at de skal elske igen.”
I Nat og dag er det erkendelsen, der er central. Titlen antyder modsætningerne, deres komplementaritet og væsentlighed. Oda Lyng skal udstille sit livs fotografier og arbejdet dermed fører i samspil med beboerne i det hus, hvori hun såvel psykisk som fysisk befinder sig central, til erkendelsen om eget liv og menneskets livsbetingelser. ”-Jeg tænker på de få skridt, der undertiden er mellem latter og gråd. Lyder Oda Lyngs sluterkendelse.”
Jytte Borberg har ikke blot oplevet det allerbedste, dagen, latteren, men også det allerværste, natten, gråden. Hun har mistet to midaldrende børn. ”Jeg går ikke og tænker på døden, men vi ved jo alle at vi skal dø. Jeg tænker på døden fordi jeg har set mine to sønner døde. Det er der døden kommer ind som enorm rædselsfuld. Det er forkert. Jeg har alle mulige planer, og hver gang jeg hører om nogle der skal noget spændende siger jeg ’jeg skal nok holde mig i live, for det vil jeg med til”
I Maskerade er der undergang. Et maskeradeoptog går under vandet, i havet, til havmenneskene. Mødet mellem beboerne fra de to elementer beskrives surrealistisk og fyldt med arketyper: videnskabsmanden, det forelskede par, sandsigersken, havmanden og nymferne. Mødet mellem de to folk, bevidsthed og underbevidsthed bliver katastrofal. Havbunden bliver til en gulliggrøn stinkende væske, giftigt vand. På overfladen passerer et skib; mandskabet noterer sig med interesse at vandet skifter farve fra giftiggrønt til blodrødt og tilskriver det den nedgående sol. De nyder synet.
Tvivlsomme erindringer foregår også i surrealistiske rammer. Og er mere end tvivlsomme i forhold til forfatterens eget liv. En tolvårig pige går hjemmefra. Og billederne hvirvler som fra en vanvidskarruselagtig tur. Kronologi og geografi forsvinder. Håndværkere, en lastbilchauffør, en gedehyrde og en kvinde med et barn i munden er blandt figurerne. ”I tilstanden mellem søvn og vågen trænger en vidunderlig musik ind til mig.” Strømmen af billeder, der dukker op i denne tilstand kunne godt være mottoet for bogen. Samlet i uorden giver billedet af en kvindes liv fra barndom til alderdom. ”I ’Tvivlsomme erindringer’ har jeg været nede i de dybere bevidsthedslag.”, udtrykker Jytte Borberg det.