Marie Bregendahl

Marie Bregendahl blev født i den midtjyske landsby Fly i 1867 som ældste datter af gårdejer Peder Sørensen Bregendahl og Ane Kathrine Christensen. Moren døde i barselsseng, da Marie Bregendahl var 12 år, og Marie fik herefter ansvaret for hjemmet og de otte mindre søskende. Det var derfor en stor omvæltning, da hun i 1886 fik mulighed for at opholde sig på Vrigsted Højskole i et år som medhjælper og elev. Selv har hun beskrevet, hvordan det var en helt ny oplevelse at blive stimuleret intellektuelt: ”De aner ikke, hvor netop dette at staa op om Morgenen og gøre sig i stand og saa sætte sig hen med ledige Hænder og modtage Indtryk af en helt, helt anden Art end de vanlige, at udvide sine Kundskaber, faa Digtningens og Poesiens Verden lukket op, lære Naturen at kende fra en helt ny Side, hvor dette var en vidunderlig Oplevelse.” (Karen Syberg: Hun satte ord på et samfund, der var ved at gå under. Information, 2014-03-28).

Hun var egentlig forlovet med en bondesøn fra egnen, men traf på højskolen den kommende digter Jeppe Aakjær, som hun i 1893 giftede sig med. Sammen flyttede de til København og fik sønnen Svend. Mens Jeppe Aakjær studerede, begyndte Marie Bregendahl at udforske sine evner som forfatter. Hun fik i 1899 trykt novellen ”Da Katten løb med Frikadellerne” i tidsskriftet Vagten, og selvom ægteskabet med Aakjær opløstes efter blot syv år, udkom hendes egentlige debut ”Ved Lars Skrædders Sygeseng” i hans tidsskrift Jydsk Stævne i 1902. Efter skilsmissen levede Marie Bregendahl en tilværelse som enlig mor på Nørrebro i København, hvor hun udover sit forfatterskab ernærede sig som hushjælp hos sin bror.

I et uhumsk gangkammer på Simon Sørensens gård ligger den gamle Lars Skrædder og hoster. Væggene driver af fugt, og udover spindelvæv og kattetis er der tydelige spor af rotter. Her er den syge blevet installeret af gårdens skrappe og uskønne kone Karen Mari’, der sidder og smører madpakker til gårdfolket. Han ligger og venter på egnslægen Doktor Lund, der skal stille en diagnose. Efter at have registreret cigaræsken med opharket grøn slim ved patientens sygeseng, sætter doktoren sig ved sengekanten og indleder en åbenhjertig samtale med skrædderen. De traf hinanden første gang, da Lars som 10-årig blev slået til krøbling af en gårdejer. Lars Skrædders videre livsforløb, der har været præget af ydmygelser, ulykkelig kærlighed og en søn, der har ruineret ham, er til sidst kulmineret i tabet af både kone og hjem.

Marie Bregendahl opfattede selv ”Ved Lars Skrædders Sygeseng” fra 1902 som sin egentlige debut. På handlingsplan strækker novellen sig kun over en times tid; fra doktor Lund ankommer til gården, til han igen kører bort i hestevognen, vel vidende at han forlader et dødsleje. Under besøget oprulles dog hele det tragiske livsforløb, idet doktoren lægger øre til den hårdtarbejdende skrædders triste og hjerteskærende beretninger.

Bregendahls korte fortælling er som et glughul ind til et helt menneskeliv. Samtalen mellem de to mænd i sygekammeret er gengivet i direkte tale kun afbrudt af spredte kommentarer fra tredjepersonsfortælleren og patientens hosteanfald. Gennem skrædderens tilbageskuende monologer bliver fortællingens rum udvidet til barndomshjemmet med vandvælling, de korte møder med ungdomsforelskelsen Else og den stolte dag i kirken, da sønnen blev konfirmeret. Der er flere ulykkelige end lykkelige minder, men med til alle erindringerne hører et sejlivet håb om en bedre tilværelse.

”Ved Lars Skrædders Sygeseng” er en fortælling om social ulighed, menneskelig deroute og skæbnens hårde odds. Men det er også en øm øjebliksskildring, hvor Bregendahls veloplagte og til tider spøgende fortæller lader individet komme til orde med både fortvivlelse og viljestyrke.