En hyldest til dårlig skrivekunst

Citat
”Jeg sad på mit kontor, mit lejemål var udløbet, og McKelvey var ved at sætte mig på gaden. Det var en helvedes varm dag, og airconditionanlægget var gået i stykker. En flue kravlede over mit skrivebord. Jeg knaldede den en med flad hånd og sendte den ud af spillet. Jeg tørrede hånden af på højre bukseben, netop som telefonen ringede. Jeg løftede røret. ”Ja?” sagde jeg. ”Læser du Céline?” spurgte en kvindestemme. Hendes stemme lød temmelig sexet. Jeg havde været alene ret længe. I årtier.”
Charles Bukowski: ”Pulp” s. 5

”Pulp” fra 1994 (”Pulp”, 2004) er den sidste roman Charles Bukowski færdiggjorde før sin død, men i modsætning til hans tidligere værker er der ikke tale om en erindringsfortælling. Henry Chinaski er nemlig denne gang blevet skiftet ud til fordel for den lurvede privatdetektiv Nick Belane. Belane er en fedladen og fordrukken misantrop, hvis eneste interesser er hestevæddeløb og kvinder, selvom han sjældent har held med nogen af delene. Vanen tro i detektivromaner bliver vores desillusionerede hovedperson hurtigt viklet ind i flere mystiske og, viser det sig, yderst absurde sager. Først bliver Belane hyret af den sexede Lady Death til at finde ud af, om den Céline, der frekventerer Reds boghandel, er identisk med den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline. Problemet er blot, at forfatteren Céline døde i 1961! En ulykkelig bedemand hyrer dernæst Belane til at skaffe sig af med den underskønne frøken Nitro, der chikanerer ham på det groveste. Sagen tager desværre en ubehagelig drejning for Belane, da det viser sig, at Nitro er et rumvæsen i forklædning med skumle planer om at erobre jorden. En banal utroskabssag støder til undervejs, men den formår Belane at forkludre ud over alle grænser med sin karakteristiske mangel på situationsfornemmelse. Sidst, men ikke mindst, er der sagen om, hvor den mystiske Røde Spurv befinder sig.

Bukowski var døende, mens han skrev ”Pulp”. Trods det er romanen fuld af løssluppen humor, livskraft og en sprudlende fantasi. På titelbladet har han dedikeret sin svanesang til al dårlig litteratur. ”Pulp” er i sig selv også mest af alt en sylespids pastiche over den hårdkogte detektivromaners grundfigurer, som vi kender dem fra Raymond Chandlers og Mickey Spillanes værker. Alle genrens konventioner og stereotyper overholdes, men klicheerne drejes lige en ekstra tand ud på overdrevet. Belane er eksempelvis en godmodig karikatur på den hårdtslående og rapkæftede privatdetektiv. Forskellen på ham og originalerne er blot, at han faktisk er ekstremt ringe til at løse mysterier af nogen som helst slags. Der er faktisk ikke langt fra Bukowskis ”Pulp” til Quentin Tarantinos ”Pulp Fiction”, idet de begge på samme tid dekonstruerer og hylder knaldromanen som genre.