Beslægtede forfatterskaber

Trine Bundsgaard skriver om børns hverdag og deres hverdagskonflikter i et realistisk univers, der gør det let for børn at identificere sig med karaktererne. Kirsten Sonne Harilds børnebøger handler også om hverdagen og hverdagskonflikter, og de to forfatter har en forkærlighed for det serielle til fælles. Kirsten Sonne Harilds serie om ”Pjok og Petrine” og Bundsgaards Asta-serie har også mere end målgruppen til fælles. De er begge dialogbårne, har 8-årige piger i hovedrollen og kredser tematisk om venskab, familie, pubertet og kærlighed.

Men hvor Sonne Harilds serie centrerer sig om heste, handler Bundsgaards serie om spændingsfeltet mellem mennesker. Hos Sonne Harild kan man lære utrolig meget om heste og kærligheden mellem dyr og menneske, mens Bundsgaard i højere grad drager læseren ind i alt det, der er svært mellem mennesker. Netop det at lære noget af at læse bøger er vigtigt for Bundsgaard. Hun siger: ”Jeg kan godt lide børne- og ungdomsbøger, som gør børn klogere på sig selv og andre.” (Line Olesen: ” - Det er da for nemt at løse problemet med en tryllestav”. Fyens Stiftstidende, 2010-12-16).

Bundsgaard portrætterer børn og deres virkelighed overbevisende, følsomt og med stor indlevelsesevne. Hun skriver i det hele taget med stor respekt for målgruppen og forsøger ikke at belære sine læsere. Det kendetegner mange danske børnebogsforfattere i øjeblikket – Mette Finderups forfatterskab f.eks. har heller intet pædagogisk sigte. Det betyder imidlertid ikke, at læseren ikke kan lære noget af at læse bøgerne. Både hos Bundsgaard og Finderup er der meget at lære af de tematisk tunge emner som venskab, familie, tab, brud og kærlighed.

Bundsgaard mener, at børn kan få meget ud af at læse om det ubegribelige, det uforståelige og smertefulde, og det skal man som børnebogsforfatter tage på sig. Hun siger: ”Jeg ved, at børn har en høj grad af følsomhed og evne til at opfatte selv små nuancer og mislyde. Jeg ved, at børn rammes af det, de møder – både i virkeligheden og på skrift. Og derfor skal vi som forfattere tage børn alvorligt og give dem litterært udfordrende møder med verden.” (Trine Bundsgaard: Debat: Med hilsen fra det sorte hul. Information, 2012-03-02).