Baggrund

Citat
”Der er mange måder at være dødsdømt på. Åh, hvor meget ville jeg ikke i dette øjeblik have givet for at være i fængsel i stedet for her, jeg åndssvage idiot! For eksempel fordi jeg havde været forudseende nok til at stjæle et eller andet et eller andet sted, da der endnu var tid. Man tænker sig da heller ikke om! Fængslet forlader man levende, ikke krigen. Resten er kun vrøvl.”
”Rejse til nattens ende”, s. 14.

Louis-Ferdinand Destouches var barn af en forsikringsmand og en kniplingshandlerske. Forfatterpseudonymet Céline tog han senere efter sin bedstemor på mødrene side, Céline Guillou. Hans barndom var præget af de fattige kår i Passage Choiseul i Paris, hvor moderen havde sin kniplingebutik. Familien sad dog lidt bedre i det efter bedstemoderens død og den tilfaldne arv.

Céline meldte sig som ung mand til kavaleriet, og da Første Verdenskrig brød ud i 1914, deltog han i de hårde kampe mod tyskerne i Flandern, før fronterne frøs helt fast i skyttegravslinjer. Under en farefuld mission blev han ramt af en granatsplint og såret i skulderen, og krigen blev således kort, men ukarakteristisk ærefuld for hans vedkommende. Efter han var kommet sig, rejste han fra 1916-18 først til Afrika og derefter til USA og vendte så hjem til Frankrig for at uddanne sig til læge.

Céline fik sin lægeeksamen i 1924 på en afhandling om den ungarske læge Semmelweis og praktiserede derefter nogle år som fattiglæge i Paris, indtil han i 1932 udgav sin debutroman ”Rejse til nattens ende”. Romanen blev en litterær skandale, som gjorde op med århundreders fransk skrifttradition og forskrækkede og henrykkede sin samtid med sit grove sprog og ukuelige sortsyn. Céline var med ét slag blevet en litterær berømthed.

I løbet af 1930’erne udmundede forfatterens frygt for en ny verdenskrig dog i en paranoid antisemitisme, der fik form i fire fyldige pamfletter, som skød mod alt og alle, men i særdeleshed mod tidens yndlingshadeobjekt: jøderne. Hans antisemitisme tvang ham af frygt for modstandsbevægelsens hævnaktioner til at flygte fra Paris i sommeren 1944 efter de allieredes landgang i Normandiet. Sammen med konen Lucette og katten Bébert rejste han op igennem et komplet ødelagt Tyskland mod Danmark.

I Danmark blev Céline anholdt og indsat i Vestre Fængsel, mens hans advokat Thorvald Mikkelsen kæmpede for at undgå udlevering til de franske myndigheder. Det lykkedes, og Céline tog bolig på Mikkelsens landsted ved Korsør, indtil han i 1951 kunne vende hjem til Frankrig.

Céline bosatte sig efter sin hjemkomst i Meudon uden for Paris, hvor han boede frem til sin død i 1961. Her arbejdede han på sin sidste kraftanstrengelse, ”Tyskertrilogien”, som skulle blive forfatterens genindtræden blandt de største i det tyvende århundredes franske litteratur efter næsten tyve år i kulden.

På grund af Célines antisemitisme har man stadig et meget anstrengt forhold til ham i Frankrig, selvom han i mange kredse både på den hjemlige scene og i udlandet regnes for en af Frankrigs vigtigste forfattere. Denne spænding brød frem i lys lue i 2011, da Frankrigs daværende kulturminister efter pres fra en jødisk organisation fjernede Célines navn fra en liste af kulturpersonligheder, der skulle have været fejret på et officielt, statsligt niveau. Dette bragte en overvældende masse af franske forfattere og intellektuelle op i det røde felt, og selv om Céline ikke kom tilbage på listen, formåede forfatteren stadig halvtreds år efter sin død at skabe litterær skandale.