Død på kredit

Citat
”Bedstemor, hun var godt klar over at jeg havde brug for noget sjov, at det ikke var sundt altid at være i butikken. At høre min far, det gale menneske, brøle sine tåbeligheder gav hende kvalme. Hun købte en lille hund, så jeg kunne adsprede mig lidt mellem kunderne. Jeg ville gøre ligesom min far. Jeg gav den nogle ordentlige spark når vi var alene. Den forsvandt pibende under et møbel. Den lagde sig, for at sige undskyld. Den bar sig ad nøjagtig som mig.”
”Død på kredit”, s. 55.

Célines anden roman ”Mort à crédit” (”Død på kredit”, 2011) fra 1936 fik det svære hverv at følge op på debutromanens succes, og det lykkedes den heller ikke. Men ”Død på kredit” er også et mesterværk i sin egen ret. Céline brugte sit eget liv som løst forlæg til alle sine romaner, og denne beskæftiger sig med forfatterens barndom, op til den unge Ferdinand melder sig til kavaleriet.

Romanen følger Ferdinand, der ikke kan gøre noget som helst rigtigt i sine forældres øjne og slæber sig af sted fra nederlag. Familien bor i en mørk og klam passage, og der spares aldrig på de ulækre detaljer, når Céline opregner de gustne leveforhold. Ferdinand kommer i lære forskellige steder, men altid går det galt, og familien ender med at sende ham på kostskole i England for at få sat skik på ham.

28960735

I en af mange grotesk morsomme passager følger læseren, hvordan dette kostskoleophold også ender i ren skandale. Kostskolen går under i en flodstrøm af perversiteter og nederdrægtigheder, og Ferdinand tager flugten tilbage til fastlandet. Her sender hans nu komplet modløse forældre ham i lære hos den gale opfinder Courtial des Pereires. Han er et mistrøstigt geni, som driver et blad for opfindere, og i en parodi på det gryende 1900-tals optimisme og fremtidstro opregnes et hav af tekniske anordninger, som Courtial og hans opfinderkolleger forsøger at få til at virke – altid uden held, og det hele ender selvfølgelig i endnu et gigantisk sammenbrud.

I ”Død på kredit” videreudvikler Céline det poetiske projekt, han havde påbegyndt i ”Rejse til nattens ende”. Vægten ligger nu nærmest helt og holdent på sproget og dets evne til at skabe skønhed. Det kan måske lyde paradoksalt, når man tager i betragtning, hvor ulækkert og voldsomt sproget ofte er hos Céline. Men faktisk træder der i ”Død på kredit” konstant smukke billeder frem, der tilsammen skaber et modsætningsfyldt og meget morsomt billede af tiden op til Første Verdenskrig. Samtidig fornemmer man det talte sprogs følelse i de mange forskellige stemmer, som Céline giver romanpersonerne at tale med, og som gør bogen til et sitrende portræt af en svunden tid.