Cervantes var formentlig meget begejstret for den italienske renæssanceforfatter Giovanni Boccaccio. Grundformen i ”Don Quixote”, hvor historien om don Quixote og Sancho Pançha fungerer som rammefortælling for en række novelleagtige fortællinger, er i princippet meget lig opbygningen af Boccaccios ”Dekameron”, hvor ti unge flygter fra pesten i Firenze i 1348 og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier. Meget kunne desuden tyde på, at Cervantes med ”Eksemplariske noveller” havde som mål at skrive en spansk pendant til ”Dekameron”.
Målt på løssluppet og fantasifuld fortælleiver kan Cervantes sammenlignes med en anden af romangenrens pionerer, franskmanden François Rabelais, hvis femdelte værk ”Gargantua og Pantagruel” fra midten af 1500-tallet spiller en vigtig rolle i litteraturhistorien. I sin humoristiske og parodiske tone kan værket minde om ”Don Quixote”, selvom det må siges at høre til i den mere groteske ende og ikke har samme lune som Cervantes’ roman.
Listen over forfattere, der har ladet sig inspirere kraftigt af Cervantes og ”Don Quixote” er nærmest uendelig lang. Laurence Sternes ”Tristam Shandys Levned og Meninger” fra 1767 leger på samme måde med genrekonventioner og med forholdet mellem virkelighed og fiktion. Hovedpersonen Mysjkin i Dostojevskijs ”Idioten” og Madame Bovary i Gustave Flauberts romanklassiker er begge tydeligt modelleret over don Quixote.
Jorge Luis Borges’ novelle ”Pierre Menard, forfatter til Quixote” handler om en forfatter, der fordyber sig så dybt i ”Don Quixote”, at han formår at skrive en udgave, der ord for ord er identisk med originalen, og Borges’ forfatterskab må siges at være præget af mange af de samme temaer omkring fiktionens væsen som Cervantes’.
Amerikanske Paul Auster er kraftigt inspireret af Cervantes, hvilket blandt andet ses i den første roman i New York-trilogien, ”By af glas”, hvor der refereres direkte til ”Don Quixote”, og hvor hovedpersonen Quinn – der begynder at overføre sine krimier til det virkelige liv – fremstår som en slags moderne don Quixote. Det samme kan siges om antihelten Ignatius J. Reilly fra John Kennedy Tooles kultklassiker ”Fjolsernes forbund”.
Endelig bør nævnes Alonso Fernández de Avellaneda, der et år inden, andet bind af ”Don Quixote” udkom, udgav et falsk bind II, der tog fat, hvor første bind slap.
Forfatterens navn er et pseudonym, og man mener, at det falske bind i virkeligheden var forfattet af Gerónimo de Passamonte, hvilket Cervantes da også synes at antyde i det sande bind II. Passamonte indgik som karakter i første bind af ”Don Quixote” og blev her skildret lidet flatterende. Det falske bind, der også omtales flere gange i det rigtige andet bind, var tænkt som Passamontes hævn. Her kan man virkelig tale om, at virkelighed og fiktion griber ind i hinanden.