I 2000 sker der et nybrud i Camilla Christensens værk. Hvad hun tidligere havde vist i “Floras verden” , en ætsende veloplagt satire og sort humor, blev i kortprosasamlingen “Stakkels bobcat” foldet ud i et mere legende univers. Formen er typisk for 90´er litteraturen med de boksformede tekster, men indholdet er langt fra firkantet. Det er et nærmest surreelt forvandlings- erindrings- og kulturlandskab befolket med både bobcat og campingvogn og gennemtrukket af lige dele kærlighedssmerte og fandenivoldsk livslyst.
Det mest mærkværdige beskrives med største indlysende naturlighed. Man mærker, at der er en langt større selvsikkerhed hos forfatteren, der nu kaster sig med begge ben ud i en sprogleg, der indbefatter stor humor. “Stakkels bobcat, dér under buskene; at dén engang har sprunget, kåd som en hvalp; syrenerne drypper så sørgmodigt nu, de hjælper til med at ruste, farven ved du, så én ting ser ud som noget andet; tænk at kunne skelne, tænk at kunne hoppe på bagbenene, tænk at være sådan en hvalp”.