inger christensen
Foto: Erik Petersen

Inger Christensen

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2012 og juni 2018. Blå bog og bibliografi opdateret maj 2023.
Top image group
inger christensen
Foto: Erik Petersen

Inger Christensens forfatterskab er enestående ved dets evne til at forene suveræn form- og sprogbeherskelse med stor sanseorienteret fylde. Både i sin poesi og i sine prosatekster tænker Inger Christensen i strukturer og systemer uden dog at slippe taget i sansningens mangfoldighed af former og farver. Det musiske ved ordene har ligeledes fra første færd været et kendetegn ved Inger Christensens digtning.

Et gennemgående tema i forfatterskabet er en undersøgelse af forholdet mellem kunsten, sproget og verden. Et væsentligt element i denne tematik er relationen mellem naturens fænomener og biologiens processer på den ene side og det menneskeskabte sprog på den anden side.

135913251

Blå bog

Født: 16. januar 1935 i Vejle.

Død: 4. januar 2009.

Uddannelse: Læreruddannelse fra Århus Seminarium, 1958.

Debut: Lys. Gyldendal, 1962.

Litteraturpriser: Gyldendals boglegat, (1962.), Kritikerprisen, (1969.), De Gyldne Laurbær, (1970.), Emil Aarestrup Medaillen, (1973.), Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, (1977.), Kjeld Abell-prisen, (1978.), Morten Nielsens mindelegat, (1982.), Søren Gyldendal-prisen, (1983.), Holberg-medaillen, (1987.), Otto Rungs forfatterlegat, (1991.), Dansk Litteraturpris for kvinder, (1994.), Svenska Akademiens Nordiska Pris, (1994.), Victor B. Andersens hæderslegat, (1998.), Rungstedlundprisen, (2001).

Seneste udgivelse: Jeg bor i en hemmelig drøm : Tidlige digte. Gyldendal, 2023.

Periode: Dansk modernisme

Genre: Lyrik

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
Som påfugløje flagrer de omkring
Og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.

Hvem er det der fortryller dette møde
Med strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?”
”Sommerfugledalen”, s. 15.

Inger Christensen voksede op i et arbejderkvarter i Vejle som det ældste barn af en søskendeflok på tre. Hendes far var skrædder og hendes mor kokkepige før ægteskabet. Da børnene var store, kom moren ud på arbejdsmarkedet som fabriksarbejder på blandt andet Tulip-slagterierne i Vejle. Skrædderens håndværksmæssige stolthed og kokkepigens indsigt i såvel husførelse som i den litterære dannelse i de fine familier indgår som kulturel og social klangbund for Inger Christensens opvækst. Faren havde desuden to højskoleophold bag sig og var så stolt af sin begavede datter, at hans arbejdsgiver foreslog, at Inger kom i gymnasiets mellemskole. Hermed var vejen banet for en studentereksamen. Inger Christensen hæfter sig selv ved forældrenes indflydelse på hendes uddannelsesforløb: ”I selve håndværksfaget ligger en ambition om at gøre tingene ordentligt, som jeg kendte fra min far – og fra min mors måde at føre hus på (...) Hos ens forældre kan der ligge en uudtalt længsel efter eller forståelse for det, som ikke bare er dagen og vejen, og som for eksempel viser sig i, at man synger sange fra Højskolesangbogen eller Arbejdersangbogen. Det betyder måske lige så meget, som hvis ens far var professor og for længst havde sagt alting.” (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra bogen Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).

Allerede som student bar Inger Christensen på en digterdrøm. Lokket af tanken om en akademisk uddannelse tog hun efter sin studentereksamen i 1954 til København, hvor hun indskrev sig på universitet og tog filosofikum. Hun levede samtidig af et job som cykelvikar for Københavns Kommunes skolevæsen. I 1955 indsendte hun sine første digte til redaktøren af tidsskriftet Hvedekorn, Torben Brostrøm. Han antog hendes digte, og det blev også ham, som et par års senere fortalte Inger Christensen om den unge digter og litteraturstuderende Poul Borum.

Inger Christensen opgav sin universitetsdrøm til fordel for en økonomisk overkommelig lærereksamen på Århus Seminarium, som hun færdiggjorde i 1958. Samme år opsøgte hun Poul Borum, og et halvt år senere blev de gift. Ægteskabet holdt i 17 år, og sammen fik de, da Inger Christensen var sidst i 30’erne, sønnen Peter. På trods af skilsmissen i 1976 blev deres indbyrdes forbundethed først for alvor brudt med Borums død i 1996. Da Inger Christensen og Poul Borum i 1963 begge blev ansat på Holbæk Kunsthøjskole, havde Inger Christensen allerede udgivet sin debutdigtsamling, ”Lys” (1962), som hun skrev, mens hun var lærer i Knebel på Mols. På højskolen havde de to unge digtere blandt andre kommende forfattere som Henrik Nordbrandt og Sten Kaalø som elever. Efter tre semestre på kunsthøjskolen blev Inger Christensen i 1964 fuldtidsforfatter.

Ved siden af sin forfattervirksomhed har Inger Christensen siden 1978 været medlem af Det Danske Akademi. Fra midten af 1990’erne har hun ligeledes været medlem af Bielefelder Colloquium og Académie Européenne de Poésie.

Inger Christensen døde i januar 2009, 73 år gammel.

Det

”Stole på sproget
som en del af biologien
stole på at sproget også af sig selv
producerer de nødvendige
følelser tanker
om nødvendigt nye
følelser
tanker
så vi kan overleve angsten
med angsten
i behold.”

Inger Christensen debuterede i 1962 med den anmelderroste digtsamling ”Lys” og udgav de følgende  år endnu en digtsamling samt to romaner. Hendes  gennembrud indtraf i 1969, da digtsamlingen ”Det” udkom.

Samlingen er inddelt i en indledning, en hoveddel og en afslutning: Prologos, Logos og Epilogos. Indledningen er en genesis-beretning, der skildrer udviklingen fra kaos til mangeartet orden. Udgangspunktet er det lille ord det: ”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere”. Allerede på et grafisk niveau anskueliggøres udviklingen fra uorganisk væren til stadig mere differentierede livsformer.

21838543

Den oprindelige tekstblok på 66 linjer spaltes i løbet af prologen ud i kortere tekststykker – for til sidst at ende i enkeltstående linjer. Indholdsmæssigt bevæger Prologos sig hen imod en stadig mere detaljeorienteret betragtning af kulturverdenen. Et blik på byen forskydes til bygninger og rum. Herefter fokuseres der på mennesker, der mødes, for at ende ved det enkelte menneske. Der zoomes således langsomt ind på det enkelte individ. Inger Christensen har selv påpeget sammenkoblingen mellem sprog og biologi: ”Indbygget i bogen er også forholdet mellem sprog, natur og biologi, som allerede dengang var det egentlige projekt for mig. Bogen krøller sig ud af ordet det som en celledeling, og sproget bevæger sig på samme måde som levende organismer udfolder sig. (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).

Bogens tekst er skrevet på maskine, hvilket giver samlingen et improviseret og uafsluttet præg. Samlingens grafiske udtryk peger på denne måde  på det åbne og uafsluttede i sin betydningsproduktion. Værket er således i overensstemmelse med sit eget skrifttematiske udgangspunkt: Betydning er ikke noget statisk men en dynamisk produktionsproces. Samlingen er imidlertid samtidig udtryk for et stramt konstruktionsprincip, der kommer i stand via en inddeling i symmetrier og et utal af andre formskemaer. Det står derfor også som et af de betydeligste konstruktionsarbejder inden for systemdigtningen.