Den snart 80-årige læge Bernhard Hval taler i ”Bernhard Hvals forsnakkelser” fra 2010 (”Bernhard Hvals fortalelser”, 2011) ud og over sig i et langt festskrift. Han sidder i 1980 i sin Oslo-lejlighed, der også har fungeret som lægepraksis i en række år, og skriver om disse sine sidste dage og om sit liv med nedslag i den tidligere barndom og ungdomsårene med giftermål og medicinstudier.
En person, der har fulgt ham gennem livet og haft afgørende betydning for dette, er den skæve skikkelse Notto Fipp, som således har en stor plads i romanen. I Fipp møder Bernhard sig selv som en af ’de kantede’. Fipp er en aparte vandringsmand, og Bernhard vier ikke kun sine hvedebrødsdage men også sin doktordisputats til Fipp, der i sine unge år tog navneforandring til Fipp ved anlæggelsen af et fipskæg.
28885539
Bernhards barndom var præget af en mor, der plejede nære bekendtskaber med de mange stuepiger og en far, der efter en mislykket økonomisk ekspansion skød sig selv i hovedet (med Bernhards hjælp). Bernhard gifter sig med den muskuløse og tennisspillende Sigrid, som helst bare vil have en masse børn, hvilket Bernhard ikke føler sig i stand til at opfylde.
Bernhard Hval forstyrrer sine omgivelser med sine tics, tungens uforudsigelighed og en voldsom trang til at gøre og sige bestemte ting. F.eks. spytter han konstant i sin såkaldte Dettweilerflaske, tramper med fødderne, basker med armene, knækker fingre og kan bedst opholde sig i rum uden møbler, da han ellers vil begynde at flytte rundt på dem. Moderne lægevidenskab vil kalde disse træk for symptomer på Tourettes syndrom, men trods rigelige mængder medicinsk fagkundskab i bogen gives Hval ingen diagnose.
Romanen er fortalt i 1. person af en upålidelig, bundsjofel og overstadig fortæller, der både korrigerer sig selv, henvender sig til læseren og fortæller ting, han principielt ikke kan vide. Sproget er balstyrisk og med mange indbrud på latin, og fortælletempoet er lige så højt som Notto Fipps kadence på sine vandringer rundt i Skandinavien. Med det besynderlige persongalleri udvikler Hvals festskrift sig til et forsvarsskrift for de kantede; dem, der ikke følger konventioner og normer, men i stedet følger deres indre trang.