I ”Oscar Wildes heis” fra 2004 (”Oscar Wildes elevator”, 2005) vender Lars Saabye Christensen tilbage til novellegenren med 12 præcise fortællinger. Den kulsorte humor er bemærkelsesværdig i samlingen, der endnu engang kredser om barndomsår og pubertet, om voksenlivets oversete tomgang og om selve forfattergerningen, som diskuteres gennem forholdet mellem fiktion og virkelighed, digt og liv. Novellernes hovedpersoner er mænd; vi møder dem i alle aldre, og de portrætteres ganske illusionsløst.
25917944
Saabye Christensen behersker novelleformen stramt ved at lade hver historie antyde en hændelse, der bliver afgørende for personerne og får facader til at krakelere. Således i åbningsnovellen, hvor støjende drengestreger udenfor Oslos radiohus afslører landsdækkende paranoia i 1960’ernes Norge: Er det russerne, der kommer, eller måske de fremmede fra det ydre rum? Eller i ”Hjælpemanden”, hvor en katastrofal og absurd flytning af et flygel langsomt åbner hovedpersonens øjne for en kærlighed, han har tabt.
Saabye Christensen er kynisk i sine skildringer af midtlivskrise: I en forfatternovelle med selvbiografisk anstrøg mister forfatteren inspirationen, efter han har modtaget en stor pris og en medfølgende, komfortabel lænestol. Titelnovellen udstiller en midaldrende mands desperadoforsøg på at genoplive sig selv på en lummer affære-weekend i Paris. Katastrofen er uafvendelig.
Saabye Christensen har blik for de bagateller, der styrer livet, og det er i skildringen af disse, han lægger indsatsen: ”Jeg skriver om øjeblikkene, de små og store, i menneskelivet. Øjeblikke, som ikke nødvendigvis er højtidelige eller dramatiske ... det er i de små øjeblikke, hvor man måske formes som menneske. Bagateller kan virke som jordskælv, når vi møder dem(.)” (Helene Moe: Latteren er en alvorlig sag. Kristeligt Dagblad, 2005-10-01).