Beslægtede forfatterskaber

Gyser- og horrorgenren har sine rødder i den gotiske roman fra 2. halvdel af 1700-tallet, men skrækhistorier har formentlig eksisteret ligeså længe mennesket har haft en stemme. Fælles for horrorhistorier er, at de bygger på menneskets medfødte angst for det ukendte, det uforklarlige og makabre. Nært beslægtet med horror-genren er kriminallitteratur og thrillers. Mary Shelleys ”Frankenstein” (1818), Edgar Allan Poes ”Mordene i Rue Morgue (1841) og Bram Stokers ”Dracula” (1897) er klassiske eksempler på horrorlitteratur og kan alle betragtes som forfædre for senere horror-forfattere.

Af nulevende forfattere inden for gys og horror kan nævnes den amerikanske forfatter Stephen King, som også er inspirationskilde for Nick Clausen. Fælles for de to er, at deres historier ofte handler om helt almindelige mennesker med helt almindelige liv og gøremål, der pludselig udsættes for en række rædselsvækkende oplevelser. Nick Clausen nævner desuden den danske forfatter Dennis Jürgensen som et forbillede for ham: ”Dennis Jürgensen og Stephen King er giganterne i min verden. Igennem min barndom sås jeg aldrig uden en Dennis-bog i hånden, og senere (men stadig tidligt nok til, at jeg utvivlsomt har taget skade) begyndte King at overtage. Jeg nyder stadig at læse begge to” (Interview med Nick Clausen. De døde brødre. Fantastiskeforfattere.dk, 2009-12-20).

Hvor Stephen King og også andre amerikanske forfattere som Thomas Harris og Dean Koontz har inspireret Nick Clausen i forhold til stemning, plot og personkarakteristikker, så har Dennis Jürgensen og Kenneth Bøgh Andersen haft en stor indflydelse på udviklingen af hans sproglige stil: ”Jeg brugte meget Dennis og Kenneth til at ’finde’ og opbygge mit eget sprog. Sproget er en ting, som jeg synes er fantastisk vigtig, for det er dét, som mere end alt andet får mig til at vende næste side” (Interview med Nick Clausen. De døde brødre. Fantastiskeforfattere.dk, 2009-12-20).

I et interview til Pallesgavebod.dk bliver Nick Clausen spurgt om, hvilke bøger, han ville ønske, han selv havde skrevet. Her nævner han bl.a. ”Heksen-serien” af Phyllis Reynolds Naylor: “Jeg kan stadig huske hvor uhyggelige bøgerne var, og jeg har tænkt meget på dem, da jeg skrev min egen heksehistorie ‘De sorte symboler’” (Interview med Nick Clausen. Mød forfatteren til De sorte symboler, Ulm og De døde brødre. Pallesgavebod.dk). På Nick Clausens egen hjemmeside nævner han også en række krimiforfattere som litterære forbilleder: “Senere har krimiforfattere som Thomas Harris, George Shuman og Jonathan Kellerman vundet plads i reolen. Men klassikere som Bram Stoker og Agatha Christie har også klar indflydelse” (www.nickclausen.dk).