I Nick Clausens ”De hviskende veje” fra 2012 er 17-årige Charlotte og kæresten Alexander på vej på deres første ferie uden forældre. De har lånt Charlottes forældres bil og kører mod Billund, hvorfra de skal med fly sydpå. Humøret og forventningerne til ferien er høje, men kl. 22:51 forstummer radioen, alle ure går i stå og gps’en begynder at opføre sig mærkeligt. De befinder sig midt på et øde og tåget hedeområde, og pludselig ser de en forslået og mishandlet dreng, der står ved vejen og blaffer. De samler drengen op, og herefter begynder der at ske mystiske ting. De hører hviskende stemmer fra tågen, området og vejene forandrer sig hele tiden, og de folk, de møder, opfører sig mere end sært.
29413193
Nick Clausen har indlagt en rammehistorie, hvor Charlotte interviewes af en dagbladsjournalist om de frygtelige begivenheder på den jyske hede. Historien fortælles herefter retrospektivt i jeg-form af Charlotte, og læseren er derfor også bekendt med, at Charlotte i det mindste overlever den skæbnesvangre nat. Der er dog indlagt et overraskelsesmoment i bogens slutning.
Som et supplement til Charlottes beskrivelse af den uhyggelige hede, er der undervejs i bogen små objektive avisudklip om hændelser i området i perioden 1881-1997. Her oplyses læseren bl.a. om adskillige mærkelige naturfænomener såsom storbrand, meteornedslag og oversvømmelse samt uforklarlige dødsulykker, og man er således ikke i tvivl om, at det er den rene ondskab, der er hærger heden.
Fortællingen er en moderne gyser med velkendte klassiske effekter som ure, der går i stå, mystisk tåge og hviskende stemmer, den mistænkelige blaffer, som man håber, de ikke samler op, hvilket de gør, og vejene, der hele tiden fører dem på vildspor. Nick Clausen skriver i et let og næsten filmisk sprog, som er karakteristisk for mange af tidens gyser- og horrorromaner. Der er ikke dybe psykologiske portrætter af bogens personer – det er de rædselsvækkende oplevelser, de udsættes for, der er det centrale og effektfulde i bogen.