Beslægtede forfatterskaber

Sophus Claussen viderefører en centrallyrisk tradition, der i dansk litteraturhistorie har sin oprindelse hos Johannes Ewald (1743-1781). Lovprisningen af erotik ud fra et personligt udgangspunkt findes også hos Emil Aarestrup (1800-1856), hvis digtning Claussen selv nævner som forbilledlig, og i sin lille biografi om Sophus Claussen sammenligner Tom Kristensen (1893-1974) Claussens fabler med H.C. Andersens eventyr.

Forholdet til ungdomsvennen Johannes Jørgensen (1866-1956) fyldte meget både i Sophus Claussens forfatterskab og i hans privatliv. De to debuterede samtidig, og begges ungdomsdigte blev gjort til grin af den litterære offentlighed. Et gennemgående tema i Johannes Jørgensens tidlige værker er splittelsen mellem de seksuelle drifter og forholdet til Gud, hvorimod hans senere litteratur primært består af historiske portrætter af katolske personligheder. Sammen med Jørgensen og ægteparret Viggo og Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) udgav Claussen tidsskriftet ”Taarnet”, hvori Jørgensen i 1893 skrev sit symbolistiske program om, at der bag den tilsyneladende meningsløshed findes en dybere erkendelse. Gruppen mødtes ofte i det Stuckenbergske hjem og diskuterede tro, kunst og seksualmoral. Især Ingeborgs ateistiske livssyn og hendes interesse for kvindefrigørelse var en stor inspiration for Claussen. Hendes litteratur stod i hendes levetid i skyggen af de mandlige forfatteres, men forfatterskabet har fået fornyet bevågenhed i det nye årtusinde efter at hendes samlede værker er blevet genudgivet. Venskabet gik i opløsning i slutningen af 1800-tallet, hvor Ingeborg og Viggos ægteskab krakelerede, og Jørgensen, til Claussens store ærgrelse, konverterede til katolicismen og flyttede til Italien.

De danske symbolister er også blevet kaldt senromantikere, og hos Claussen spøger den engelske digter Lord Byron (1788-1824) og tyske Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Det var dog i særdeleshed de franske symbolister Charles Baudelaire (1821-1867), Paul Verlaine (1844-1896) og Stéphane Mallarmé (1842-1898), der medvirkede til at forme Claussens særligt suggestive stil.