Selvom Sophus Claussen skrev både romaner, skuespil og noveller, er hans primære udtryksform lyrikken. Denne bestod oftest af rimede digte og klassiske versemål som heksameter. Claussens sprog er kendetegnet ved at være svulstigt med mange stemningsskabende tillægsord, samtidig med at sansningerne også skabes ud fra præcise detaljer. Den storladne patos brydes med jævne mellemrum af ironi, forårssol og underlødige provokationer. Men selvom Sophus Claussen har fået tilnavnet ”erotikeren”, handler hans frihedskamp ikke kun om sex. Den er snarere et udtryk for ønsket om at nedbryde alle de klaustrofobiske begrænsninger, der forhindrer det moderne menneske i at leve, tænke og handle frit.
”Claussens hele livsopfattelse er baseret på "eros" som ideal. I hans forfatterskab repræsenterer det erotiske både selve det seksuelle, og i høj grad også i videre forstand den klassisk græske Eros - gud for erotik, kunst, liv og skabelse. Idet eros repræsenterer kunst og digtning, bliver enhver hæmning af eros lig med en blokering af selve livskraften.” (Iben Tandgaard: Forfatterportræt af Sophus Claussen. Arkiv for Dansk Litteratur). Eros er bare én af de mange klassiske guder og mytiske figurer, der optræder på tværs af forfatterskabet. Særligt frekvente er den drilske jagtgud Pan og elskovsgudinden Afrodite, der symboliserer skønhed. Til Claussens persongalleri hører også et væld af forskellige dødelige kvinder, som forgudes.
Claussen sår tvivl om den borgerlige moral, klassesamfundet og troen på gud. Han placerer sig mellem den romantiske digtning og det moderne gennembruds realister ved at ville sætte problemer til debat, men samtidig nægter han at skildre virkeligheden objektivt. I stedet formidler han sine erfaringer gennem en sansende, følelsesladet og fantasifuld poesi.
Professor Peer E. Sørensen karakteriserer Claussens digte således: ”de bryder med den gamle verden, som de selv er uløseligt forbundet med. Claussens tekster er derfor et transit-sted mellem gammelt og nyt. Romantik og modernitet er fældet ind i hinanden i komplicerede og ustabile fletværk i de fleste af teksterne.” (Peer E. Sørensen: Udløb i uendeligheden. Gyldendal, 1997).