Beslægtede forfatterskaber

I ”Brevet til Osama” mister en navnløs kvinde sin familie på grund af en terrorhandling, og romanen behandler, hvordan hun følelsesmæssigt håndterer dette meningsløse tab og ensomheden herefter. På samme måde følger man i Jonathan Safran Foers ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” (2005) en dreng, hvis far bliver offer for terrorangrebet mod World Trade Center i New York. Ligesom den navnløse kvinde prøver drengen også at bekæmpe ensomheden og finde en mening med hverdagen efterfølgende.

Kultursammenstødet mellem Afrika og den vestlige verden og de problematikker, der knytter sig til at være asylansøger i et fremmed land, som Cleave behandler i ”Den anden hånd”, finder man også i den afrikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies novellesamling ”Det du har om halsen” (2010). Blandt andet i novellen ”Den amerikanske ambassade”, hvor et vestligt kulturelt bestemt begreb som køkultur er med til at sætte en afrikansk kvindes problemer i perspektiv.

Ligeledes finder man også mødet mellem europæere og afrikanere i Jakob Ejersbos roman ”Liberty” (2009). Denne gang foregår mødet på afrikansk jord. Ligesom Cleave gør det i ”Den anden hånd” benytter Ejersbo sig også af et skiftende perspektiv mellem hhv. den danske dreng Christian og den tanzanianske dreng Marcus. Det skiftende perspektiv giver ligesom i Cleaves romaner læseren et klart indblik i de kulturelle forskelle mellem de to verdensdele.