Genrer og tematikker

Stig Dalager har skrevet bøger inden for stort set alle genrer, men den realistiske narrative fortælling, det politisk engagerede drama og biografiske romaner er det han er bedst kendt for. Erindringen er en gennemgående tematik og et vigtigt motiv i forfatterskabet. Som Stig Dalager selv har sagt det i et interview, så lever fortiden i nutiden. Et vigtigt element af dette er hos Dalager et politisk engagement, som også kommer til udtryk i hans virke som forfatter, bl.a. i forfatterens litterære samtidsbilleder med et internationalt udsyn.

Dalager insisterer i sit forfatterskab på at forholde sig til virkeligheden, hvilket ikke kun kommer til udtryk i den måde, Dalager kobler virkelighed og fortællekunst i sine biografiske romaner, men også i netop disse tidsbilleder, som han tegner i flere af sine bøger, og i den autenticitet, der ifølge forfatteren opstår, når man skriver om steder, man selv har stort kendskab til: ”Hvis man skriver om et sted, man har boet, og skriver om noget, man véd noget om, også på et helt sanseligt plan, så får man en særlig fornemmelse af, at bogen har et virkeligt grundlag. Det kan give en autenticitet, der overskrider klicheerne.” (Kim Skotte: Danskeren i verden og verden i danskeren. Politiken, 2007-11-10). I samme interview understreger Dalager, at litteraturens rolle også er det, at kunne bidrage til måske at gøre os lidt klogere på menneskets og verdens beskaffenhed: ”Det æstetiske er et vigtigt element i det litterære, men hvis det bliver sit eget formål, har jeg svært ved at se nogen betydning for litteraturen. Æstetikken skal være med til at åbne for nye erkendelser om, hvem vi er, og hvordan verden ser ud.”

Også i sin dramatik er det historiske og politiske vigtige elementer hos Dalager, hvilket falder meget godt i tråd med forfatterens deltagelse i den offentlige debat, hvor han bl.a. har været fortaler for åbenhed og nye indsigter i mødet med den anden eller det fremmede. 

I forbindelse med udgivelsen af bogen om Raoul Wallenberg skriver Stig Dalager ligeledes i kronikken ”Den enkelte har altid et ansvar” om den aktuelle flygtningekrise: ”Nu kan man jo sagtens insistere på, at man er ligeglad med nordisk humanisme, Wallenbergs forbilledlige indsats, danskernes undsætning af det jødiske mindretal under besættelsen, H.C. Andersens verdensvendthed og Kierkegaards næstekærlighed. Men et eller andet valg må man tage (…) Lad det blive et historisk faktum: Danskerne hjalp jøderne og de ungarske flygtninge, da det gjaldt – og også de syriske, irakiske og afghanske flygtninge.” (Stig Dalager: Den enkelte har altid et ansvar. Politiken, 2015-09-19). 

I 2017 skrev Stig Dalager både endnu en biografisk roman – denne gang om prinsesse Elisabeth af Bøhmen og hendes forhold til den franske filosof René Descartes – og en bog, der repræsenterer en ny genre i forfatterskabet, nemlig den illustrerede fortælling ”Rabbiens sidste dage”, som er en nyfortolkning af historien om Jesus’ sidste dage på jorden. Bogen er illustreret med stregtegninger af den danske kunstner Martin Bigum.