Jeg tæller timerne

Citat
”Sådan må det lyde i helvede. Dræbende lyde, der aldrig hører op, der befolker din himmel selv i drømme, der udvisker alting, alle farver, alle konturer. En stivnet orkan af spidse skrig.”
”Jeg tæller timerne” i ”Drømmen og Jeg tæller timerne”, s. 104.

En kvinde sidder i en kælder i det sønderskudte Sarajevo og venter på sin mand, der er gået ud efter vand. Det er udgangspunktet for Dalagers drama ”Jeg tæller timerne” fra 1999. Skuespillet er en monolog, hvis hovedperson kun har selskab af en tegnet tændstikmand i beskyttelsesrummet. Kvinden tæller timerne, mens hun forsøger at finde mening med krigens meningsløshed og sin egen skæbne.

22660756

Dalagers drama indeholder replikker, der minder om det absurde teater, men er først og fremmest realistisk i sin form. Der er ligeledes et element af dokumentar i monologen, hvis tid og sted er præcist placeret til Sarajevo i vinteren 1992/93. Flere har fremhævet, at Stig Dalagers dramatik ofte indeholder etisk-historisk og politiske motiver, hvilket også er tilfældet med ”Jeg tæller timerne”, da stykket sætter spot på den faktiske, historiske borgerkrig i ex-Jugoslavien: ”Dalager bekymrer sig for verdens politiske tilstand og lader sine karakterer gennemspille tanker, erindringer og drømme, der udstiller de menneskelige lidelser. Han gør det absurde teater realistisk, når han monologisk lader en serbisk kvinde tælle timerne ned til sin egen og den vestlige humanismes finale”, som professor Olav Harsløf understreger det i sit forord til en samlet udgave af nogle af Dalagers mest anerkendte teaterstykker, ”American Electra og andre skuespil”. I forordet hedder det ligeledes: ”Stig Dalagers stykker foregår inde i hovedet eller ude i verden. Nogle af dem udspiller sig begge steder på én gang – mellem det danske og det internationale, mellem drøm og virkelighed.”

Stykket fungerer ligeledes som et billede på krigens gru og en kvindes krisetilstand helt generelt. En kvinde, der i Dalagers stykke både tvivler og anråber sin Gud midt i sin fortvivlelse: ”Hvis du findes, så gi’ mit barn en chance. Jeg vil gøre hvad som helst. Stilhed. Som et ekko af sin egen stemme. Jeg vil gøre hvad som helst.” (”Jeg tæller timerne”, s. 119).

Dalager har i sit arbejde med stykket været inspireret af en kvindes udsmuglede dagbog fra det belejrede Sarajevo. ”Jeg tæller timerne” blev skrevet efter forfatterens ophold på Balkan i 1993 og blev første gang opført på Det Kongelige Teater med Kirsten Olesen i hovedrollen. Skuespillet er siden oversat til 12 sprog og er bl.a. blevet sat op på La Mama-teatret i New York.