marie darrieussecq
Foto: Tiderne skifter

Marie Darrieussecq

journalist Nana Bugge Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
marie darrieussecq
Foto: Tiderne skifter
Main image
Darrieussecq, Marie
Foto. Tiderne skifter

Siden sin kometagtige opstigen på fransk litteraturs himmel i 1997 har Marie Darrieussecq udfoldet sig på flere litterære felter: Som oversætter af bl.a. Ovid, som dramatiker med skuespillet ”Le Musée de la Mer” og ikke mindst som romanforfatter: Hun har skrevet otte siden sin debut. Hun betegner det at skrive som sit kald og har stort set gjort det uafbrudt, siden hun tog fat som seksårig. Hendes stil er intens og komprimeret, og hun evner ikke blot at skabe billeder, men ligefrem fysiske fornemmelser der transcenderer sproget, som f.eks. i romanen ”Tom er død” fra 2007.

 

 

48898114

Blå bog

Født: 3. januar 1969 i Bayonne, Frankrig.

Uddannelse: Studier i litteratur ved Sorbonne og Jussieu, Paris. Doktor i 1997.

Debut: Truismes. P.O.L., 1996. (Kvinden der blev til en gris. Tiderne Skifter, 1997). Roman.

Litteraturpriser: Prix Médicis, 2013.

Seneste udgivelse: Over havet under jorden. Epilog, 2020. (La Mer à l'envers, 2019). Oversat af Mette Olesen.

Inspiration: Darrieussecq har ikke udtalt sig meget om sine eventuelle idoler, men af litterære inspirationskilder kan nævnes f.eks. Nabokov og Kafka.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg var alene. En hestestald i flammer. En kælder. En kælder-stald-skibslast-labyrint, ingen steder, endeløse gange, gange der endte blindt, hundehuller. Nej, hundehul er et alt for sjovt og harmløst ord. Jeg gik i den totale erindrings mørke og aske. Med et svælg oven over mig, uden lys. Ingen tanke tilbage. Smerten som eneste holdepunkt. Jeg befandt mig i dødens sandhed. I søvnløshedens ekstreme klarsyn”.
”Tom er død”, s. 81.

Franske Marie Darrieussecq er født i en lille landsby ved Bayonne i baskerlandet. Datter af en fransklærer og en tekniker med et stort bibliotek fattede hun tidligt interesse for skrift og bøger og begyndte selv at skrive i en alder af seks år. Selv om hun allerede dengang vidste, at hun ville være forfatter, tog hun sig en akademisk uddannelse: Hun gik i gymnasiet i Bayonne og på universitetet i Paris, hvor hun studerede litteraturvidenskab. Som emne for sin doktorafhandling valgte hun den i dag så trendy autofiktion. Det har fået litteraturstuderende til at søge efter autofiktive træk i hendes eget forfatterskab – og det er helt ved siden af, siger Darrieussecq: ”Jeg har med vilje gjort det modsatte, arbejdet med en genre der var mig fremmed, for ikke at blande alting sammen, og fordi netop dét, der var mig fremmed, interesserede mig. Jeg er forfatter af fiktion og bortset fra 'Baby', der uden tvivl er autofiktiv, er fantasien mit domæne, selv om den nødvendigvis (som hos alle forfattere) er næret af mit liv, på samme måde som vore drømme næres: På afstand og metaforisk.” (Professor Alain-Philippe Durand: Marie Darrieussecq. University of Arizona, 2010).

Mens hun forberedte sin afhandling, skrev hun sin første roman ”Truismes” på blot seks uger (eller det vil sige: Faktisk havde hun skrevet flere romaner tidligere, der blot aldrig er blevet udgivet, fordi de var for ufærdige. Men de havde dog, ifølge hende selv, en vigtig funktion i forhold til at bane vejen for det efterfølgende forfatterskab). Den bragede igennem med en, for en debutroman, helt uhørt succes og blev solgt i 200.000 eksemplarer i Frankrig og oversat til 24 sprog. Denne succes tillod hende at sige farvel til jobbet som underviser på universitetet i Lille og hellige sig skrivningen på fuld tid.

Sideløbende med forfatterskabet har hun uddannet sig til psykoanalytiker i 2006 og havde i 2007 debut som dramatiker med stykket ”Le Musée de la Mer”.

Privat har hun været gift to gange, først med en matematiker og siden med en astrofysiker. Hun har to børn, født i henholdsvis 2001 og 2004.

Kvinden der blev til en gris

”Det værste har jeg endnu holdt skjult for Dem. Det værste, det var hårene. Jeg fik hår på benene og selv på ryggen, lange tynde gennemsigtige og stærke hår, som holdt stand mod alle hårfjerningscremer. Jeg var nødt til i smug at bruge Honorés barbermaskine, men sidst på dagen blev jeg ru over hele kroppen. Det brød kunderne sig ikke særlig meget om.”
”Kvinden der blev til en gris”, s. 35.

Romanen ”Truismes fra 1996 (”Kvinden der blev til en gris”, 1997) handler om en ung kvinde, der er nyansat i en stor parfumerikæde. Det viser sig ikke at være et helt normalt parfumeri, men hun har snart stor succes: Kunderne står i kø og hun arbejder uafbrudt. Hun ser nemlig usædvanlig godt ud: Mere og mere spændstig for hver dag, rosenrøde kinder, svulmende røv og barm. Hun får sig en kæreste, Honoré og de flytter sammen. Men det strålende udseende udvikler sig bizart – hun er ved at blive til en so. Det bliver efterhånden en belastning for parforholdet, og Honoré smider hende ud.

Parallelt med dette er der valg, som den højre-fascistoide Edgar vinder. Vores hovedperson kommer ad omveje til fest hos Edgar og møder her en kær gammel kunde: Marabuen fra Afrika. Hun bor hos ham et stykke tid, indtil han sender hende videre til direktøren for parfumemærket Loup-Y-Es-Tu, Yvan. Yvan er nemlig som hun selv, skiftevis menneske og dyr. De to lever i gensidig forståelse og kærlighed, indtil dyreværnet en dag banker på, skyder Yvan og tager vor hovedperson til fange. Det lykkes hende at slippe fri, og hun flygter ud i en skov.

”Kvinden der blev til en gris” er skrevet i første person som en erindringsbog og foregår i Paris. Hvornår er ikke helt klart, men skildringen af parlamentsvalget og forbrugssamfundet tyder på en nær fremtid.

De dominerende temaer i romanen er: Samfundets seksualisering, samfundets svageste og kønnenes indbyrdes forhold. Darrieussecq tager alt dette og sætter det på spidsen, primært ved to greb: Dels beskriver hun et samfund, der er fuldstændig grotesk på de nævnte områder – men dog alligevel med umisforståelige hentydninger til tendenser i dagens Europa. Dels lader hun sin fortæller bevæge sig helt upåvirket rundt i dette absurde limbo. Dvs. at læseren oplever en dystopi gennem et par øjne, der overhovedet ikke sætter spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det virker temmelig chokerende.

Romanen har både træk af magisk realisme og fabel qua forvandlingsbeskrivelsen og de dele af bogen, hvor karaktererne interagerer som dyr. Her viser Darrieussecq et af sine frapperende talenter: Den klaustrofobiske beskrivelse af, hvordan fortælleren gradvis bliver til en so er simpelthen så livagtig, at man mærker børsterne vokse frem på ryggen. Grumt.