Den faldende mand

Det synes uundgåeligt, at DeLillo skulle skrive en roman om terrorangrebet den 11. september 2001. På uhyggelig vis ligner Al-Qaedas angreb på World Trade Center kulminationen af alle DeLillos tematikker ført til deres yderste konsekvens: Terroren vækker slumrende bevidstheder mere end nogen kunstnerisk frembringelse, man kunne drømme om, og selve begivenheden udfolder sig som masseproduceret produkt i evig cirkulation i medier, der ægger dødsangsten. For DeLillo må det have været en svær roman at skrive.

“Falling Man” fra 2007 (“Den faldende mand”, 2008) starter med at indvarsle en ny verden, der toner frem af støvskyerne: “Dette var verden nu” (se citatet først i portrættet). Hovedpersonen Keith, en advokat på omkring de 40 år, har reddet sig ud af det ene tårn. Han tager hjem til ekskonen Lianne, som renser hans sår. Her bor også sønnen Justin. Langsomt genoptager de en slags familieliv, men alle tre er mærket af den monumentale begivenhed. Gennem Keiths refleksioner og handlinger fornemmes den tomhed, der er efter katastrofen. Han indleder en affære med en kvinde, hvis mappe han havde med sig ud af det brændende tårn og kaster sig ud i systematisk pokerspil. Noget er gået til grunde i kaos, men det er uvist hvad. Det samme gælder Lianne, som læseren følger gennem de skrivesessioner, hun holder for en gruppe alzheimerpatienter. Sin egen historie tør hun ikke nærme sig.

27215203

I New Yorks gader huserer en performancekunstner, der iklædt nålestribet habit og sikkerhedssele kaster sig ud fra broer og bygninger. Han hænger med hovedet nedad, det ene ben let bøjet. Billedet burde være bekendt for de fleste. Der er sideblik til de terrorister, der stod bag angrebet og etisk-filosofiske diskussioner af religion og politik gennem bogen, men katastrofen er nærværende hele tiden, den repeteres igen og igen i kunstens former.

Det er en sær, uforløst og konturløs roman, DeLillo har skrevet, og den vil sikkert både fascinere og irritere. Begejstringen ”over there” har været tydelig, og herhjemme deler flere anmeldere holdningen og lader forstå, at der er tale om både subtil og kraftfuld kunst. Politikens Kim Skotte kalder bogen ’uhyre dybsindig’. Det lyder som noget, man siger, når man ikke kan præcisere dybsindigheden som andet end blot dette. Og der er masser af dybsindigheder i bogen, sentenser om det blottede liv og gruen i verden, men dybsindigheder fastholder blot, de udfordrer og udforsker ingenting. Mest af alt repeterer bogen tårnenes sammenstyrtning i romanform. Det kan komme til at kede læseren – romanen er ’ødelagt’ af dens emne. Bogen opholder sig ved beskrivelse af et traume og rummer ikke det kritiske potentiale, DeLillo tidligere har efterlyst. Et langt mere vellykket og nærmest mirakuløst livtag med terroren den 11. september findes i Jonathan Safran Foers “Extremely Loud and Incredibly Close” fra 2005 (“Ekstremt højt og utrolig tæt på”, 2006). Helt nødvendig læsning for dem, som vil undersøge det 21. århundredes definerede begivenhed i litterær form. “Falling Man” er måske bedst for inkarnerede DeLillo-fans.