Daniel Dencik debuterede som lyriker. Kendetegnende for hans digte i de tre digtsamlinger ”Lyn på en motorvej” fra 1998, ”Solvinden” fra 2005 og ”Via Katastroferne. Nekrolog” fra 2012 er prosaformen, legen med sproget og et fokus på at fortælle en historie snarere end at fremdrive poetiske billeder. Denciks digte er med tiden blevet mere og mere personlige, og særligt digterjeg’et i digtsamlingen ”Via katastroferne. Nekrolog” ligger snublende nær forfatterens jeg.
Manden i krise – på den ene eller anden måde – er det altoverskyggende tema i Denciks forfatterskab. En krise, der udvikler sig til ren tragedie i romanen ”Anden person ental”. Både den og opfølgeren ”Første person flertal” trækker direkte på forfatterens hovedstol og er de mest personlige af Denciks bøger.
Dencik skriver altså mellem det fiktive og det biografiske. Det er virkelighedens materiale og hans egne oplevelser i en litterær bearbejdning, der udgør de to romaners handling. Selv mener han, at den personlige udvikling i forfatterskabet har været uundgåelig, selvom han egentlig gerne ville skrive om noget andet end sig selv. Han siger: ”Jeg ville ønske, at jeg kunne arbejde med noget, som ikke altid handler om mig, men med ’Via katastroferne’ fandt jeg ud af, at det er det, jeg er god til. Hvis alt er på spil, hvis jeg blotter mig fuldstændig, bliver det også taget imod på en anden måde, så har det større værdi for læserne, tror jeg.” (Tine Maria Winther: Daniel Dencik: »I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne«. Politiken, 2014-01-26). Det gentog han i forbindelse med den opfølgende roman i 2022. Han ville gerne have skrevet om sommerfugle eller cykling: ”Men man skriver åbenbart kun de bøger, man kan.” (Maria Kentorp: ”Kun det smadrede kan repareres”. Børsen, 2022-09-16).
Et andet spor i forfatterskabet er forsøget på selvransagelse og trangen til at sadle om. I novellerne i ”Grand danois” møder vi mænd, der søger væk fra deres problemer. De flygter over landegrænser og søger distraktion, ofte er det sex, men det hjælper dem ikke. Og Alexander har i ”Første person ental” trukket sig ud af det rejseselskab, han var en del af. Det klingede hult midt i klima- og coronakrise at leve af at sælge pakkerejser. I stedet har han slået sig ned i de nordsjællandske skove og øver sig i at følge sin åndemanernabos råd om at gøre ingenting, bedre.