Romaner

Man kan inddele Tove Ditlevsens romaner og noveller i to ret klart afgrænsede grupper. Den ene handler om børn og unge, om deres kamp for at finde ud af, hvem de er, og om deres desperate håb om at få del i de voksnes kærlighed. Barndommen og barndomsoplevelser spiller en lige så vigtig rolle i prosaarbejderne som i digtene, og det er måske i skildringen af børns virkelighed, at Tove Ditlevsen kunstnerisk har ydet sit bedste. Den anden gruppe handler om ægteskabs- og generationsproblemer.

21377864

Den første roman hed ”Man gjorde et barn fortræd” (1941), og heri fortælles om en ung pige, der som barn har været ude for et seksuelt overgreb. Hun er nu ved at være voksen og lider under, at hun ikke kan falde ind i det anerkendte adfærdsmønster med forelskelse og letfærd. Da hun på sit arbejde møder en mand, som hun føler voldsom afsky for, beslutter hun at finde årsagerne til sine vanskeligheder, og efter et opgør med ham, som seksuelt forbrød sig mod hende, føler hun, at hun nu kan blive fri - en voksen kvinde. Flere af de personer som man møder her, genfinder man i andre af Tove Ditlevsens bøger. Der er f.eks. den muntre, letlevende veninde, den stilfærdige, pæne og vege unge mand og forældreparret.

Barnet er også i centrum i den følgende bog ”For barnets skyld” (1946). Her er det en skilsmisse og dens virkninger, som et barn reagerer på. En mor er alene med en halvstor pige og prøver at skabe en tilværelse for både barnet og sig selv. Men i forsøget på at leve sit eget liv støder hendes interesser sammen med barnets, der bevidst og dikteret af jalousi griber ind og ødelægger moderens forhold til en ung mand.

Vi har kun hinanden” er en radioroman fra 1954. Den handler om en forlovelse mellem to unge og om den reaktion, denne begivenhed fremkalder hos den ældre generation. Forældrene er angste for fremtiden, angste for ensomheden, der kommer, når barnet er væk: de må slå sig til tåls med at de "kun har hinanden". Tove Ditlevsen gør i denne bog mest ud af skildringen af forældrene. Pigens far og mor - et gævt, om end lidt forvirret håndværkerpar - er tegnet med lune, mens den unge mands mor, som læseren ikke møder, men kun hører om i hans tanker, er skildret med bitter sarkasme.

I ”Vi har kun hinanden” er det en forlovelsessituation, det drejer sig om. I ”To som elsker hinanden” (1960) er det en truende skilsmissesituation. Titlen stammer fra Stuckenbergs kendte digt, hvor fortsættelsen lyder: "... kan gøre hinanden mer´ ondt ..." og ondt gør de tre hovedpersoner hinanden. Tove Ditlevsen følger dem skiftevis: konen, der bliver gravid, netop da ægtemanden har etableret et forhold til en ung pige; manden - en lidt træt og udskrevet litteraturanmelder og elskerinden, som ikke er nogen "farlig" kvinde, men en sød og varm pige, der er vildt forelsket i den gifte mand. Graviditeten afbrydes, men de to ægtefolk finder til slut noget vemodigt sammen igen. Ægteskabets krise er virkningsfuldt symboliseret ved det hus, de bor i: intet er i orden, alt forfalder, og da det ser ud til at forholdet vil gå i orden igen, bliver huset repareret; selv fyret kommer til at virke.

Ansigterne” (1968) er den stærkeste af Tove Ditlevsens romaner. Det er en ægteskabs- og sammenbrudsroman og en roman om den kvindelige kunstners splittede situation. Hovedpersonens situation i ”Ansigterne” er ikke ualmindelig i kvinders digtning. Forfatteren Lise Mundus er inde i en krise. Hun føler sig splittet mellem hjemmets og ægtemandens krav og sin egen dybe trang til at skrive. Samtidig er hendes mand på vej et andet sted hen, og husassistenten stikker hele tiden til hendes manglende globale samvittighed. Resultatet bliver, at Lise Mundus bryder sammen, hun flygter ind i sindssygen. Hun ser ansigter og hører stemmer, og læseren gør det samme - suggestionen er meget stærk.

”Ansigterne” er blevet dramatiseret, og det samme gælder den sidste roman ”Vilhelms værelse” (1975). Den har som ”Ansigterne” tydeligvis selvbiografiske træk, og at læse den er som at læse en art fortsættelse af det sidste erindringsblad, der udkom i 1971 med titlen ”Gift”. Heri fortæller Tove Ditlevsen om sine ægteskaber, og den centrale del af bogen handler om hendes ægteskab med en læge, der gjorde hende til narkoman. Hun beretter om narkomaniens helvede og den mand, der overvandt, hvad hun selv kaldte hendes trang til "salig selvdestruktion". Om denne mand og deres ægteskab handler ”Vilhelms værelse”, og heri finder man hendes yndlingstemaer: barndomserindringer, kærlighedens opståen og uddøen, angsten for det komplicerede liv og en udtalt foragt for de voksne, dvs. de mennesker, der har glemt eller som har fortrængt barnet i sig. ”Vilhelms værelse” er en sjælden intens, grum (men også humorfyldt) kærlighedsroman.