Alfred Döblin gennemgik i sin litterære karriere en udvikling med flere forskelligartede trin, og der kan derfor tegnes paralleller til både mange af den skrevne modernismes øvrige figurer samt til tidligere og senere tiders store navne i litteraturen. Han er sin fortid bevidst og regner forfattere som Heinrich von Kleist, Friedrich Hölderlin, Friedrich Nietzsche og Fjodor Dostojevskij blandt sine forbilleder.
Som uomgængelig figur i den litterære ekspressionisme har Döblin en lang række stilistiske broderskaber i både Tyskland og resten af verden. Blandt de tyske kan nævnes især Thomas Mann, Franz Kafka og Bertolt Brecht. Sidstnævnte har omtalt Döblin som en helt afgørende inspirator for skabelsen af hans teori om det episke teater, og her er der flere ligheder. Begge benytter de sig af lærestykkets distance og næsten kliniske blik på sagernes sammenhæng, de afholder sig fra brug af følelserne som forførerisk moment i fremstillingen og illustrerer deres materiale fra flere perspektiver. Döblins tidlige revolutionsroman ”Die drei Sprünge des Wang-lun” har eksempelvis klare ligheder med Bertolt Brechts politiske teaterstykke ”Die Maßnahme” (”Forholdsreglen”), der omhandler udbredelse af den socialistiske lære i en fjern kinesisk kontekst. Blandt de senere aftagere af Döblins stil kan nævnes Günter Grass, der også nævner Döblin som en helt afgørende personlig inspiration og tilskriver ham en afgørende betydning for efterkrigstidens tyske litteratur. Også Grass beskæftiger sig med den tyske historie og engagerer sig i de spørgsmål og traumer, som den har åbnet.
Af beslægtede kolleger fra den litterære ekspressionismes eftervirkninger i Danmark finder man eksempelvis Tom Kristensen og Emil Bønnelycke. Også de kaster sig ud i eksperimenterende skildringer af den moderne storby, og ”Hærværk” fra 1930 er nok det nærmeste, vi kommer en dansk ”Berlin Alexanderplatz”. Præcis som Döblin arbejder Kristensen ud fra det princip, at den kaotiske modernitet med storbyen som katedral skal formidles med nye former. Lige som Döblin eksperimenterer Kristensen til at finde et nyt sprog, der kan beskrive og indfange den snurrende modernitet og dens virkelighed.