Christian Dorph er en professionel læser med en stor appetit. Derfor bruger han også aktivt litteraturhistorien i sit virke. En af hans yndlingsbøger er ”Inferno” (1897) af August Strindberg. ”Det er en fabelagtig selvbiografisk roman, som man bør læse i de her år, hvor vi oplever en bølge af raffinerede autobiografiske bøger, bl.a. af forfattere som Knud Romer, Kim Leine og Karl Ove Knausgård.” (Rasmus Bo Sørensen: Vi må gå til grunde for at leve. Information, 2012-01-13). Som ung i firserne læste han meget Søren Kierkegaard, og dennes ”Frygt og Bæven” (1843) står som et af de værker, der har påvirket ham mest. Inspirationen fra Kierkegaard kommer tydeligt frem i ”Øjet og øret” med sine Kierkegaard-citater og eksistentialisme.
Det er nærliggende at tænke på tyske Juli Zehs roman ”Det sidste spørgsmål”, som udkom på dansk i 2009, når man læser ”Øjet og øret”. Zehs roman har samme evne til at sammenblande filosofiske leveregler og paradokser med romanfigurernes liv, hvilket er en interessant disciplin, hvor teksten får et essayistisk præg. En anden relevant reference for ”Øjet og øret” er ”Døden og passeren” (1942) af Jorge Luis Borges, hvor detektiven Lönnrot læser i religiøse skrifter i stedet for at gå naturvidenskabeligt til værks, som man f.eks. kender det fra Arthur Conan Doyles bøger om Sherlock Holmes. Pointen er, at Harder læser Pønits filosofiske artikler i stedet for at koncentrere sig om selve sagen. Det er et udtryk for Harders egen eksistentielle krise. Harder søger sin egen historie, sin barndom og en forståelse af sine livsvilkår sideløbende med efterforskningen.
Krimimæssigt er Dorph meget inspireret af den hårdtslående amerikanske krimi med Raymond Chandler og Dashiell Hammett i spidsen. Men inspirationen får ikke lov til at stå upåvirket, da Dorph indfletter sin egen poesi og følsomhed. For eksempel er det interessant at opleve, hvordan han har faderrollen og manderollen med i ”Hylster” som en udfordring af kriminaltemaet. Der er pludselig mere på spil end blot professionelle elementer. Man kan sammenligne med Susanne Stauns krimier om Fanny Fiske, der ligeledes har meget privatliv involveret og dyrker spørgsmål om køn og samfund.
Sammen med Simon Pasternak placerer han sig tættere på de svenske forfattere Sjöwall & Wahlöö og den amerikanske James Ellroy, men de dyrker også den modsatte grøft, dramaet: ”Det er ikke et spring væk fra noget, vi kan bare godt lide drama. Tarantino frem for Kieslowski og til hver en tid Nicolas Winding Refn frem for Thomas Vinterberg”. (Louise Helstrup Guldager: Mysterier, mord og spænding. Information, 2010-09-23).
I Dorphs digtsamling ”Popcorn” (2000) ser man tydeligt inspirationen fra Per Højholt og Samuel Beckett. Men Dorph og værket føler sig ikke blot som en omskrivning af Højholts ”Turbo” (1968), hvilket kritiker Erik Skyum-Nielsen antydede i sin anmeldelse af ”Popcorn” i Dagbladet Information: " ... min bog er sgu da et helt andet poetisk rum, en helt anden stemme og et helt andet temperament, som får krop osv. gennem de specielle kærlighedsdigte, socialrealistiske fiktioner og politisk/satiriske indfald m.m. som ikke har en fløjtende fis at gøre med 60'erne og Per Højholt." (Christian Dorph: Skyum skøjter. Information, 2000-06-16).