Sherlock Holmes’ eventyr

Citat
”For Sherlock Holmes vil hun altid være kvinden. Jeg har sjældent hørt ham omtale hende anderledes. I hans øjne står alle andre kvinder i skyggen af hende. Det var ikke, fordi han havde nogen følelser, der mindede om kærlighed, for Irene Adler.”
”Sherlock Holmes’ eventyr”, s. 5.

Fra 1891 til 92 fik Doyle 12 noveller trykt i The Strand Magazine, og de blev i 1892 samlet i ”The Adventures of Sherlock Holmes” (”Sherlock Holmes’ eventyr”, 2013). Novelleformen skulle vise sig at være en god længde for Sherlock Holmes-historierne, og Doyle udgav efterfølgende kun to romaner til. I de 12 noveller kommer Holmes og Watson vidt omkring, og mord og motiv varieres betydeligt i forhold til de to romaner. Her er endda taler om sager, hvor intet kriminelt finder sted, hvor klienten dør, og sager som ikke fører til en pågribelse af den skyldige.

Samlingen starter med ”Skandale i Bøhmen”, hvor kvinden Irene Adler optræder. Hun bliver det tætteste, Holmes kommer på en forelskelse, som i virkeligheden mest bare er professionel respekt, da hun er den eneste, han indrømmer har overvundet ham. Adler er involveret i en afpresningssag omkring kongen af Bøhmen, som hun har haft en affære med. I samlingen er også, hvad Doyle selv anså for sin bedste historie om Holmes: ”Det brogede bånd”. Her er en skruppelløs stedfar ude efter sin steddatters arv. Han planlægger at myrde hende ved en snedig, om noget omstændelig metode med en giftslange.

50511146

I ”De rødhåredes forening” bliver en pantelåner rekrutteret til at kopiere et leksikon om eftermiddagene, tilsyneladende pga. sit hårs røde farve, men i virkeligheden står nogle tyve bag, som gerne vil have ham ud af forretningen.

På Doyles tid var det almindeligt, at romaner udkom i seriel form i tidsskrifter, læserne mistede dog interesse, hvis de ikke havde fulgt med i alle udgivelserne. Derfor fandt Doyle på at skrive novellerne med en central figur i hovedrollen, og det blev en stor succes for både Doyle og The Strand. Novellerne blev illustreret af Sidney Paget, der gav Holmes hans høje figur og lange spidse ansigt, med de vigende tindinger (den ikoniske Deerstalker-hat og merskumspiben kom fra en teaterforestilling og ikke i Doyles tekster). Watson får i samlingen en mere aktiv rolle, end han havde i de to romaner, til trods for at han var blevet gift og flyttet ud af Baker Street-lejligheden.