For den grundige læser er der meget at hente i Umberto Ecos forfatterskab. Lag for lag kan man dykke ned i hans labyrintiske viden og blive klogere på verdenshistorien, på litteraturhistorien og på livet som sådan. Han er svær at rubricere. Han er ikke bare bestsellerforfatter, men også essayist, kritiker og journalist. Ikke bare middelalderhistoriker, semiotiker, filosof og litterat, men også humoristisk æstetikteoretiker med en svaghed for populærkultur. Der er snart ikke det emne, Umberto Eco ikke har behandlet. Alt fra skolastisk middelalderfilosofi og hardcore sprogteori over et særdeles populært værk for specialestuderende om, hvordan man skriver et speciale og til en behandling af Ian Flemmings James Bond romaner, analyser af cowboybukser, kunstværker og politiske forviklinger har været under kærlig behandling af Ecos hoved og hånd.
Selv om emnerne og genrerne er vidt forskellige, så er der en rød tråd i forfatterskabet. Dels fordi alle værkerne er et udslag af Umberto Ecos nærmest encyklopædiske viden, som blot formidles i forskellige genrer. Dels fordi diskussionen af historiens, litteraturens og skriftens rolle står centralt i alle værker. Og dels fordi de forskellige ting forenes i temaer som: ‘Hvordan forstår vi verden omkring os’; ‘Hvordan beskriver vi den’; ‘Hvordan fortæller vi den til hinanden’; ‘Hvordan skaber vi betydninger’; og ‘hvordan fortolker vi disse betydninger’. Eco plæderer med sit forfatterskab for, at vi skal kende vores fortid for at få greb om vores virkelighed og blive hele mennesker. Først når vi har greb om fortiden, kan vi forstå os selv i nutiden.