I 1986 udgav den tyske sociolog Ulrich Beck sit emblematiske værk “Risikosamfundet” om en transnational tid med grænseoverskridende problemer, som kaldte på transnationale løsninger, og da Tjernobyl samtidig smeltede ned i en radioaktiv sky, og man med tilbageholdt åndedræt fulgte vindpilen på vejrkortene, så kunne budskabet ikke være bedre understreget. Det drejede sig så at sige om “skjulte fejl og mangler” ved forbrugersamfundet og velfærdsstaten, som umiddelbart tog sig ud som tryghedsmodeller, men som i virkeligheden led under en enorm geopolitisk og miljømæssig slagside. I dag er konsekvenserne af massefattigdommen syd og øst for ‘Fort Europas’ grænser mod Asien og Afrika de tydeligste: terrorisme, illegale immigranter, flygtninge, ghettoer og ghettoisering. Dicte Svendsen får det hele tæt ind på livet takket være Roses kæreste Aziz og Gellerupplanens betændte udråbstegn foran den provinsielle selvtilstrækkelighed, der omgiver den til alle sider. Men når det kommer til stykket, er globalt påførte trusler for ingenting at regne mod de risici, som følger et helt almindeligt Dicte-liv.
Alt kan gå galt. Ens mand kan være utro, man kan selv være utro, ens bedste veninde kan være sammen med ens eksmand (Anne!), ens datter kan date den forkerte, man kan have fnidder med en åndssvag kvindelig kollega på redaktionen, og man kan blive udsat for sygdom og fødselskomplikationer og en masse andre ting, som man ikke bare kan tale væk, selv om man selvfølgelig kan gøre sit bedste. Og så er der selvfølgelig alle de rædselsfulde risici lige uden for døren: morderpsykopater, sadister, voldtægtsforbrydere og organrøvere. Et samfund er altid allerede et risikosamfund med skjulte fejl og mangler og selvrisiko og personskade. Dicte Svendsen-romanerne er i den forstand risikofortællinger om kampen mod risikoer i det nære og det fjerne.
Elsebeth Egholm har flere gange understreget, at hun ønsker at skrive om de problemer, der optager mennesker i samtiden. Også i krimien ”Jeg finder dig altid” fra 2017 skriver hun sig ind i den del af den skandinaviske krimitradition, som både inddrager tidens aktuelle samfundsproblemer og genkendelige hverdagskvaler. Heri kæmper lægen Rina med sit kærlighedsliv og kompenserer for både sit handikap som ansigtsblind og en svær barndom ved at klatre på høje bygninger og lave anonym street art. Samtidig handler romanen dog ligeså meget om følgevirkninger af forældres selvrealisering og svigt af deres børn, hjemløse udlændinges kamp for at skaffe sig arbejde og travlheden i nutidens sundhedsvæsen.