Jonas Eikas debutroman er i sin dokumentariske stil beslægtet med perioder af Klaus Rifbjergs forfatterskab, hvor han i samme registrerende stil kredser om ungdomslivets udfordringer og mangel på tyngde og retning i udvalgte bøger. Et eksempel kunne være romanen ”Arkivet” fra 1967, hvor vi følger to unge mænd, der arbejder i et kælderarkiv og venter på, at voksenlivet for alvor skal gå i gang.
Helle Helle er en anden forfatter, der med sit omfattende forfatterskab har kredset om livet indimellem de store beslutninger i en beskrivende form, der løsriver sig fra det narrative mønster, og hvor hverdagslivets gentagelser får den fulde opmærksomhed. Som i romanen ”Hus og hjem” (1999), hvor romanen koncentrerer sig om det vakuum og ikke-liv, der også er en del af livet. Hvor vi venter på, at noget skal ske, tvinges i stå eller lever i fast pendulfart mellem nogle få fikspunkter, som det er tilfældet med Elias i ”Lageret Huset Marie”.
Kristian Bang Foss skriver i sin roman ”Stormen i 99” (2008) med samme præcision og detaljegrad om arbejdsliv, kropsvæsker, samtidens faldgruber og forsøg på venskab, som det er tilfældet i ”Lageret Huset Marie”. Kristian Bang Foss skriver også om det liv, der ikke er plot- og handlingsdrevet. Det liv, der bare udspiller sig, med eller uden din velsignelse, som det i store dele af ”Lageret Huset Marie” er tilfældet med Elias’ liv.