I Einar Már Guðmundssons omfattende forfatterskab træder nogle tydelige karakteristika frem. Som en direkte forlængelse af den mundtlige islandske fortælletradition er der i hans bøger en udpræget mundtlighed i skriften. Fortællerne springer frit mellem tekstens niveauer, hvilket også er et udpræget sagatræk. De mange genfortalte sagn og myter, der er indlejret i teksterne, viser også taknemligt tilbage til den store islandske litteraturtradition.
Det er tydeligt i romanerne, at fantasi og virkelighed hører sammen i litteraturen. Einar Már forener hverdagsskildringer med overnaturlige begivenheder, og der er aldrig langt fra liv til død, fra drøm til virkelighed. Hans opvækstromaner tager udgangspunkt i et meget lokalt rum, men udvider det til at gælde kosmos og på den måde bliver hans konkret forankrede fortællinger ophævet til universelle beretninger om livet på jord. Og i himlen.
Med lige dele humor og patos blander Einar Már trivielle skildringer af får og regnvejr med sfæriske indbrud og stemmer fra det hinsides. Det poetiske sprog får niveauerne til at hænge sammen, og selv de mest aparte optrædener forekommer naturlige.
”Fodspor på himlen”-trilogien former sig som en slægtshistorie, der begyndte som fri fantasi, men som hurtigt blev til en historie om hans egen familie. ”Jeg måtte indse, at jeg ikke magtede at skrive bøgerne ud fra fri fantasi. Først da jeg begyndte at angribe stoffet som en historiker, begyndte jeg at få fod på det. Romankunsten er ofte en blanding af de faktuelle oplysninger du skaffer dig og din poetiske evne. En balance mellem det fantastiske og det konkrete. Gennem arbejdet med denne historie kom jeg til den konklusion, at jo mere fantastisk du er, jo mere konkret er du også. Derfor må du skaffe dig kendskab til fantasien, fordi grænsen mellem det fantastiske og realismen er flydende. Fantasien er en del af virkeligheden, så når folk kalder mine bøger for magisk realisme, er det i virkeligheden nok for mig bare at være realist,” siger Guðmundsson.
Den samfunds- og kapitalismekritik, der ligger som en understrøm gennem de skønlitterære værker, folder sig eksplicit ud i de to essaysamlinger skrevet efter finanskrisen, ”Hvidbogen” og ”Bankstræde nr. 0”. For ham løber sporene sammen: ”Jeg tror, at fortællekunsten i stigende grad vil rette sig imod magthavernes taler, og at grænsen mellem skønlitterære bøger og faglitteratur vil udviskes mere i de kommende år. Liberalismen fortrængte debatten, men nu er den retur.” (Anna von Sperling: Vi er alle grådige islændinge og dovne grækere. Information, 2011-11-23).
Om sammenhængen mellem sine tre seneste bøger siger Einar Már Gudmundsson i et interview i Information: ”De to essaysamlingerne er forudsætninger for at skrive Islandske Konger, og kongerne forklarer krakket.” (Jannie Schjødt Kold: Fra anarki til tomgang på en fiskekrog. Information, 2013-08-23).
Et genkommende træk i forfatterskabet er forsvaret for de mennesker, der falder udenfor samfundets normer og systemer. I et interview siger Einar Már om ”Islandske konger”s blik for og sympati med de mere skæve eksistenser: ”Ud over det tavse folk så er Islandske konger også en mentalitetshistorie om de utilpassede.” Han beundrer det gamle samfund for, at ”kunne socialisere sinkerne og finde en plads til tosserne. Dem, man i dag ville sætte i institution.” (Jannie Schjødt Kold: Fra anarki til tomgang på en fiskekrog. Information, 2013-08-23).