Utak er verdens løn

Med “A Contract with God” fra 1978 (“En kontrakt med Gud”, 1979) revolutionerer Eisner tegneseriebranchen ved at indføre en helt ny genre: den grafiske roman. Væk er superheltene og de endeløse serier, der fortsætter i årevis uden nogen egentlig konsekvens for figurerne. Nu bliver der åbnet op for historier, der er kan læses som seriøs litteratur med ganske almindelige mennesker i hovedrollen.

“A Contract with God” består af fire små fortællinger om personer i og omkring en bygning i Bronx. Hovedhistorien, som også giver samlingen sin titel, handler om en jødisk emigrant fra Rusland, Frimme Hersh, der laver en aftale med Gud. Han lover at leve et fromt og godt liv, og så skal Gud til gengæld belønne og beskytte ham. Da hans lille adoptivdatter senere pludselig dør af sygdom, føler han sig snydt af Gud. Han begynder med penge stjålet fra sin synagoge at opkøbe forfaldne lejekaserner rundt om i depressionstidens New York. Hersh lever nu i materiel overflod uden hensyntagen til sine lejeres ve og vel, men han føler sig tom indeni. Han tager derfor kontakt til sin synagoge og lover, at hvis rabbinerne vil lave en ny aftale med Gud på hans vegne, så vil han tilbagebetale de penge, han i sin tid stjal. Herefter vil han så igen leve et fromt og uselvisk liv med mere omtanke for andre mennesker. Rabbinerne indvilliger, men Hersh får et hjerteanfald, netop som han glæder sig over tanken om igen at få et åndeligt indhold i sit liv.

“A Contract with God” er indholdsmæssigt startskuddet til den seriøse amerikanske tegneseriefortælling. Det er forholdsvise dystre og stemningsmættede fortællinger om tab og bristede illusioner sat i et miljø, som Eisner selv kender fra sin egen barndom i de hårde kvarterer i Bronx. Det er første gang Eisner gør brug af temaet om assimileringen af emigrerede jøder ind i den amerikanske befolkning, men han vender gang på gang tilbage til det.

Visuelt giver Eisner den grafiske fortælleteknik en ny form, idet han ofte sprænger billedrammerne og bygger siderne op som episke helheder. Han gør også godt brug af byens rum til at skildre den klaustrofobiske stemning i de skrabede lejkaserner. Desuden viser han gennem en lang række “close-ups” af karakterernes ansigter deres følelsesmæssige stemning. Disse visuelle virkemidler går igen i alle hans senere værker.