Kerstin Ekmans nationale gennembrud kom for alvor med de fire romaner "Häxringarna", 1974 (”Hekseringene”, 1977), "Springkällan", 1976 (”Springkilden”, 1977), "Änglahuset", 1979 (”Englehuset”, 1979) og "En stad av ljus", 1983 (”En by af lys”, 1984). Kritikere har, efter en af seriens lokaliteter, kaldt den "Katrineholmstetralogien", men forfatteren foretrækker titlen "Kvinderne og byen". Romanerne er en kulturkritisk Sverigeshistorie fortalt fra udkantssamfundets og kvindernes vinkel.
Tidsmæssigt forløber de fra industrialiseringen og frem til nutiden, ca. fra 1870-1980, og der er kritik af både kapitalisme og socialisme. Der fortælles om storstrejken i 1909, hungeroptøjerne i 1917, indførelsen af valgret for kvinder i 1921, de to verdenskrige, efterkrigstid, velfærdssamfund og rodløshed. Men Ekman ser med et andet blik end historikernes, hun ser det med børnenes og med kvindernes blik, og hun stiller de skæve spørgsmål, som magthaverne ikke gør: Hvor blev skønheden og længslerne af, hvad er det for et samfund, vi har skabt, og hvad er det egentlig, vi drømmer om?