Det store spørgsmål

I Hvordan mon …? (1996) møder læseren en bjørn, der funderer over, hvordan man mon får børn. Den spørger en hare, en skade, en laks, en stork og hver gang får den et ubrugeligt svar, indtil den møder en hunbjørn. Med andre ord en historie der i sin opbygning minder utroligt meget om Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved (1997): Et dyr opsøger en række andre (vidt forskellige) dyr, for at få svar på ét bestemt spørgsmål.

Tegnemæssigt ligner de også hinanden. Tegningerne er udført på brunligt papir og er farvelagte med noget, der ligner oliepastelfarver. En sort konturstreg der dog har bevaret et skitseagtigt præg holder sammen på det hele og viser tydeligt, at Erlbruch er en tegner der både mestrer farver og streg. Han er – fundamentalt set (også) – en dygtig håndværker.