“Se så, mine venner!” udbrød han. “Nu er vor gerning fuldbragt, og Svend Gønge byder jer farvel, indtil vi træffes igen.”
Efter disse ord hørte soldaterne en dør blive åbnet og atter slået i og derpå raslen af skodder, som på den modsatte side blev skudt for.
Den historiske romans suveræne mester Alexandre Dumas skrev på to år, fra 1844 til 1846, sine to største successer, “De tre musketerer” og “Greven af Monte Christo” plus tre andre fremragende og omfangsrige værker. Hvis man skal finde en tilsvarende periode i Carit Etlars forfatterskab er det fra 1853 til 1855, hvor han udgiver “Gøngehøvdingen”, “Dronningens vagtmester” og “Våbenmesteren”. De første er dem, han huskes for og den tredje var et af hans mest folkekære værker.
“Gøngehøvdingen”, der udkom i 1853, foregår under svenskekrigen i 1657. Kong Frederik den Tredje har populært sagt arvet en sur røv fra sin far, Christian den Fjerde. Rigets formue er formøblet på sprut, damer, krige og selvfejring i monumentale bygningsprojekter. Frederik den Tredje går for at være velbegavet og lærd, men han er bundet på hænder og fødder af rigsråd og stænderforsamling (repræsentanter for adel, bønder, borger og præster), som belært af erfaringerne med hans far har pålagt kongemagten en række begrænsninger. Han har svært ved at navigere indenrigspolitisk, og da han også får en ny svenskekrig på halsen, er Danmark på nippet til at blive den sydligste provins i kongeriget mod nord. Det er her Gøngehøvdingen alias Svend Poulsen og Svend Gønge kommer ind i billedet. Sammen med makkeren, den snu kraftkarl Ib, og sine håndgangne mænd (gøngerne, et tappert folk som lever i skovene på grænsen mellem Halland og Blekinge) får han til opgave at smugle, hvad der er tilbage af rigets skatte, ind i det belejrede København, hvor kongen kan råde over dem.
Men Gøngehøvdingen er oppe mod mægtige fjender. Sjælland er besat og til de svenske tropper føjer sig kontingenter af barbariske tyske landsknægte. Allerfarligst er muligvis heksen Kulsoen, som er en hel del mere udspekuleret end soldaterne og gift med en af Svends mænd, tøffelhelten Tam, som har det med at lade sig kanøfle. Hertil kommer en vrangvillig adel, som kun tænker på, hvordan den kan redde sine rigdomme.
Konflikterne udvikles med en kæk dialog, rap handling, små elegante lyttescener (venner og fjender opfanger hemmelige planer) og en generøs pay off (belønning af læserens forventning): Svend og Ib snyder eller nedkæmper igen og igen deres mange fjender. Det er fornøjeligt, men på en klangbund af mørke, som strækker sig fra vinterlandskabet med det frosne Øresund og det sneklædte Sydøstsjælland ind i det fastfrosne sociale landskab og videre ind i Svend Gønges sjæl og hjerte, for han har hang til tungsind og befinder sig ikke alene i et kærlighedsløst ægteskab med Ibs søster, men lider under en udsigtsløs forliebelse i den smukke, men sværmeriske og upålidelige adelsfrøken Julie Parsberg.
De to helte gennemfører deres mission og modtager hæder og anerkendelse fra kongen. Ib bliver udnævnt til vagtmester. Men det er ikke nok til at overvinde standsskellene. Svend Gønge er luft for frøken Parsberg og i modsætning til så mange andre romantiske helte har han ikke, hvad der skal til for at sætte sig igennem. Han er nærmest fatalistisk, når det kommer til mulighederne for social avancement. Det forandrer intet, at Kulsoen skyder hans kone og sætter ham fri af ægteskabet. Han opgiver kærligheden og lykken uden sværdslag.