Våbenmesteren

Citat
“Med hvilken ret har han vovet dette?” spurgte Poul.
“Med den ret som sidder på en spydstage. De siger, at Holger Rosenkrands er fulgt med hertugens hær ned i Holsten for at kæmpe mod lybækkerne; i hans fraværelse kom Troels og hans kammerater, de forjog herremandens folk og gør sig nu lystige med det plyndrede bytte. Troels er en tilhænger af lybækkernes sag, han drager omkring i landet, ophidser bønderne, ivrer mod adel og pavedom. Han har solgt dem sin ene arm, mens han med den anden plyndrer for egen regning.”
Carit Etlar: “Våbenmesteren”, side 16.

En grundliggende forskel mellem Carit Etlar og mesteren Dumas var, at den sidste skrev sine romaner som føljetoner til aviserne. Kapitlerne er ensartede i størrelse, afrundede og med solide cliff hangers. “Gøngehøvdingen” og i mindre grad “Dronningens vagtmester” har nogle af de samme kvaliteter, men tager man “Våbenmesteren“ fra 1855 er første kapitel på 70 sider, andet kapitel på 32 og de tre følgende på 17, 24 og 22 – der er kun fem i alt.

Første kapitel repræsenterer en tendens i forfatterskabet til at koge mange af de dimensioner, Dumas behandler på handlingsplanet, ned til lange bagudskuende udredninger i stedet for at lade dem puste liv i fortællingen. Det kan man ærgre sig over, for stoffet er der til en mere sprudlende beretning, konflikterne er klare, persongalleriet veludviklet, natur- og kulturscenerier filmiske i præcision. Og overordnet er der tale om en ganske fængslende indførsel i perioden.

Smeden i landsbyen Voldum (nordkørende på motorvejen fra Århus til Randers vil midtvejs have den på højre hånd) har fået sin lille søn ihjelbiden af en jagthund tilhørende rigshofmester Mogens Gjøe fra Clausholm Slot, der ligger ved Voldum. Til gengæld snupper Smeden hofmesterens søn.

Vi kommer ind i fortællingen tyve år senere på Sct. Jacobi dag 1534. Grevens Fejde er på sit højeste. Bønderne i Jylland har under Skipper Clement sluttet sig til greve Christoffer af Oldenburg med krav om at få den fængslede Christian den Anden gjort til konge. Deres modstandere er rigsmarskal Johan Rantzau og adelen, som kæmper for at få den afdøde Frederik den Førstes ældste søn, som også hedder Christian, på tronen.

Smeden har tillagt sig ry som Våbenmester. Hans søn Poul er blevet en kæk ung mand. Begge kæmper under Rantzau og har de samme problemer med adelen som Ib og Svend – og hertil et par forbrydere at skulle forholde sig til. Poul forelsker sig i en ung adelsfrøken og bliver genelsket, men det er tilsyneladende en umulig forbindelse, fordi han er under hendes stand … lige indtil det viser sig, at det er han jo slet ikke, for han er jo netop søn af rigshofmester Gjøe. Rantzaus tropper vinder, Frederik den Førstes søn bliver Christian den Tredje, og Poul får sin udkårne.