Bryllupsintrigen

Citat
”Mitchells forhold til Madeleine Hanna – hans lange, håbefulde, sporadisk lovende, men alligevel frustrerende forhold – var begyndt ved et togaparty under rus-ugen i starten af deres første år. Det var sådan et arrangement som han instinktivt afskyede: en drukfest med tema fra en Hollywood-film, et udtryk for kapitulation over for et stykke mainstreamkultur.”
”Bryllupsintrigen”, s. 84.

Jeffrey Eugenides’ tredje roman ”The Marriage Plot” fra 2011 (”Bryllupsintrigen”, 2012) kan ses som en moderne version af 1800-tallets britiske bryllupsintrige. Scenen er sat i 1980’ernes USA omkring collegemiljøet på Ivy-league universitetet Brown University i Providence, Rhode Island. Her fordyber romantikeren Madeleine Hanna sig i sine elskede romantiske fortællinger af Jane Austen og George Elliot, mens det litterære miljø omkring hende dyrker dekonstruktionens opløsning af sprog og konstruerede begreber som kærlighed.

52117283

Trods teoriens dekonstruktion af kærligheden forelsker Madeleine sig hovedkulds i den ambitiøse biologistuderende Leonard. Bag hans perfekte facade gemmer sig imidlertid en masse uforudset, som bøgerne ikke har forberedt Madeleine på. Ikke alene bakser Leonard med en barsk opvækst i et alkoholiseret og uformuende hjem, der adskiller sig voldsomt fra Madeleines privilegerede og konservative ophav, men han er også maniodepressiv. Da collegekæresteriet fortsætter efter dimissionen, må Madeleine overveje, om kærlighed virkelig kan overleve alt.

Som i enhver bryllupsintrige er der imidlertid en anden bejler, der desperat ønsker heltindens gunst. I ”Bryllupsintrigen” hedder han Mitchell Grammaticus. Han er en intelligent religionsstuderende, der svæver igennem colleges faglige udfordringer, men i sin fortænkthed kløjes i kærlighedens komplekse koder. Han ved, at Madeleine er kvinden, han vil giftes med, men har svært ved at overbevise hende om, at hun skal vælge hans drengede selv over den mystiske og maskuline Leonard. Sideløbende med kærlighedskvalerne kæmper Mitchell med at finde sit eget religiøse og åndelige ståsted i tilværelsen. Efter college rejser han derfor til Indien for at lave humanitært arbejde. Håbet er at komme på afstand af Madeleine og tættere på livets store sandheder.

Romanen handler grundlæggende om ungdommens idealisme og naivitet, der har svært ved at stå distancen i mødet med den brutale virkelighed udenfor uddannelsesinstitutionens trygge rammer. Med varme, humor og stor detaljerigdom fremskriver Eugenides via en 3. persons fortæller det studentikose universitetsmiljø og dets usikre, selvbevidste og alligevel forunderligt kompromisløse aktører. Fortællingen skifter mellem at følge hver af de tre hovedpersoners ungdommelige perspektiver. Læseren får dermed et privilegeret indblik i, hvordan tre mennesker kan opleve virkeligheden fra hver deres side af kærlighedstrekanten på vidt forskellige måder.