Elena Ferrante har et godt forhold til de klassiske forfattere, som for eksempel Vergil. Hun nævner ofte Dido, Dronningen af Karthago i Vergils ”Æneiden”, der begår selvmord efter hun bliver forladt af Æneas, som en inspirationskilde, bl.a. her: ”Dido (…) var en fundamental kvindelige figur i min ungdom” (Eva Ferri: Fragments – Elena Ferrante on Writing, Reading, and Anonymity. Europaeditions, 2012. Egen oversættelse).
Olga fra ”Forladte dage” kan også siges at være bygget over Didos skabelon, men i stedet for at gå til grunde i selvmord, kæmper hun imod at blive forladt. Ferrante nævner også en stor inspirationskilde i de antikke tragikere, bl.a. Sofokles: ”I tragikerne, især Sofokles, finder jeg altid noget, endda bare et ord, det sætter gang i fantasien,” (Eva Ferri: Fragments – Elena Ferrante on Writing, Reading, and Anonymity. Europaeditions, 2012. Egen oversættelse). Sofokles har også skrevet om stærke kvinder og om kvindens rolle i et mandsdomineret samfund i tragedien ”Antigone”.
Ferrante nævner også nogle af de nyere klassikere om kvindetragedier i sine værker. Tolstojs ”Anna Karenina” om en gift kvinde, der har en udenomsægteskabelig affære og ender med at begå selvmod, nævnes flere gange i ”Forladte dage”, hvor Olga også overvejer selvmordet. En anden tragedie, der ender med et kvindeligt selvmord, er ”Madame Bovary” af Gustave Flaubert.
Det kvindelige/feministiske aspekt af Ferrantes værker kan sammenlignes med Tove Ditlevsen. Hendes værker, for eksempel ”Barndommens gade” om opvæksten på Vesterbro, har meget tilfælles med ”Min geniale veninde”, der ligeledes på socialrealistisk vis (her i et fattigt kvarter i Napoli) skildrer en piges opvækst og opgør med de gamle kvinderoller. Nævnes skal også Elsa Morante, Ferrantes landskvinde, der skriver om en kvindes kamp i Italien under 2. Verdenskrig. Andre italienske forfattere, som Elena Ferrante kan sammenlignes med, er Domenico Stanone og Natalia Ginzburg.
Fortællekonstruktionen i Napoli-kvartetten kan ligeledes siges at minde om Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”. Fortælleren har i begge romanværker det samme navn som forfatteren, men er alligevel ikke den samme, og vi bevæger os via erindringsspor gennem både fortid og nutid i fortællingerne. Begge romanværker indeholder ligeledes en skildring af det at udvikle sig til at blive forfatter.
Elena Ferrantes isolation fra medierne og anonymitet kan sammenlignes med de amerikanske forfattere Thomas Pynchon, der også er stort set anonym, og J.D. Salinger, uden anden sammenligning, der også holdt sig langt væk fra medierne efter succesen med ”Griberen i rugen”.