Genrer og tematikker

I ”Aspects of the Novel”, der er en samling af Forsters forelæsninger på Cambridge i 1927 om den engelske roman, understreger han nogle vigtige aspekter ved romanen: historie, karakterer, plot, fantasi, mønster og rytme. Han skelner mellem runde og flade karakterer, hvor den runde karakter er i stand til at overraske på overbevisende vis, mens den flade karakter er den hurtigt skitserede. Begge typer møder man i Forsters litterære univers, hvor det i det hele taget er karakterernes udvikling og ydre og indre liv, der portrætteres både satirisk og poetisk gennem dialoger og indre syn, men også, på impressionistisk vis, gennem beskrivelser af landskaber, lys og mørke, møblementer og musik.

Ligesom Forster gik ind for social frihed og udviskning af klasseskel og netop undersøger forbindelserne mellem forskellige sociale sfærer i alle sine tekster, optræder det realistiske og det fantasifulde på modernistisk vis uhierarkisk i hans fiktive universer. Så selvom romanerne er gennemkomponerede og også har mere realistisk drive end f.eks. Virginia Woolfs bevidsthedsstrømme, er der en vis frihed og plads til tilfældig indoptagelse: ”The stuff of daily life will be tugged and strained in various directions, the earth will be given little tilts mischievous or pensive, spot lights will fall on objects that have no reason to anticipate or welcome them, and tragedy herself, though not excluded, will have a fortuitous air as if a word would disarm her.” (“Aspects of the Novel”).

Forsters prosa driver til tider af romantik, men uden at det bliver helt igennem sentimentalt. Med kritikken af det stive og seksualforskrækkede England er der håb om et bedre samfund på tværs af race-, køns- og klasseskel. Dette skal fremmanes gennem personlige, ægte og kærlige relationer. Samtidig er der, i hvert fald i forbindelse med homoseksualiteten, en bevidsthed om, at dette er en slags utopi, der indtil videre trives bedst i fiktionen, med dens muligheder for udvidelse og åbenhed. I 1960 skrev Forster i efterordet til den endnu uudgivne ”Maurice”: ”Jeg var fast besluttet på, at i fiktionens verden skulle to mænd fatte kærlighed til hinanden og forblive dér for altid. Fiktionen tillader for evigt, og i den betydning strejfer Maurice og Alec stadig omkring i de grønne skove.” (s. 242).