Karin Fossums krimier kan karakteriseres som psykologiske krimier, hvor der fokuseres på den psykologiske motivation for forbrydelsen. Der er ingen seriemordere i Karin Fossums krimier, for forfatteren interesserer sig ikke for mordere, der gentager de samme handlinger. Fossum er optaget af almindelige mennesker, ofte skæve eksistenser eller tabere, som ryger ud i en svær situation, der ender med drab og får tragiske konsekvenser. ”Jeg vil gerne nuancere begrebet kriminalitet. Det gør jeg ved først at lade læseren knytte nære bånd til et menneske, der på et tidspunkt bliver drevet ud i en ekstrem forbrydelse, og det er her den virkelige tragedie ligger,” siger Karin Fossum i et interview. (Helene Moe: Det totale mareridt. Kristeligt Dagblad, 2001-11-26).
Handlingen i Fossums krimier foregår ofte i små lokalsamfund, hvor alle kender hinanden og så alligevel ikke. Den gennemgående hovedfigur er vicekriminalkommissær Konrad Sejer, og han udvikler sig ikke meget undervejs i serien. I et interview i Politiken forklarer Karin Fossum selv hvorfor: ”Sejer er korrekt, velfungerende og har ro i privatlivet, for jeg ville ikke have, at læserne skulle blive vældigt optagede af ham. Mange serieforfattere synes, at der skal være en udvikling i hovedpersonens liv for at gøre det spændende at følge karakteren. Men min mand er den samme altid.” (Lotte Thorsen: Fossums formildende omstændigheder. Politiken, 2005-11-12).
Karin Fossum skriver ikke samfundskritiske krimier i den betydning, at der afsløres magtmennesker eller politisk magtmisbrug. Men der er et stort socialt engagement i hendes bøger, hvilket i øvrigt kendetegner mange skandinaviske krimier. Nordic Noir bruges som en betegnelse for skandinaviske krimier, hvor det ikke er skæbnens tilfældigheder, men snarere socialt skabte omstændigheder, der fører til tragedier. Betegnelsen passer godt på Karin Fossums krimier, der tematisk beskæftiger sig med emner som skyld, sorgen ved at miste, pædofili, psykisk sygdom og menneskelig nød.
I den senere del af forfatterskabet flytter fokus sig endnu mere fra selve opklaringsarbejdet til at beskrive de syge og mørke sider i mennesket som i f.eks. ”Jeg kan se i mørke” (2012). Her fortæller sygehjælperen Riktor i jeg-form om de grusomme handlinger, han begår, selvom han på overfladen virker normal. Her får læseren et grundigt indblik i et sygt menneskesind.