Tre år senere udsendte John Fowles den store roman, som mange fortsat anser for at være hans hovedværk, Troldmanden.
Bogen er, hvad man i gamle dage kaldte en dannelsesroman, en udviklingshistorie, fortællingen om en ung mands kamp for at forstå sit væsens jeg og for at få et frit og sandt forhold til livet.
Men de prøvelser, den unge Oxford-akademiker Nicholas Urfe udsættes for i sin modningsproces, er unægtelig af en anden art end dem, der mødte hovedpersonerne i det 19. århundredes store udviklingsromaner, f.eks. Charles Dickens´ "Store forventninger", en bog John Fowles selv har nævnt som en af sine inspirationskilder.
Man mærker, at der ligger et århundrede mellem dengang og nu, en periode hvor vor viden om menneskesindet er blevet udvidet og revideret i revolutionerende grad. Ikke mindst dybdepsykologen C.G. Jungs studier har øvet en væsentlig indflydelse på John Fowles´ arbejde med denne bog, som han begyndte at skrive på allerede i begyndelsen af 1950´erne. Førsteudgaven udkom i 1966, men John Fowles var ikke tilfreds med resultatet; han blev ved med at omskrive og revidere teksten og udsendte i 1977 en totalt revideret udgave, der ligger til grund for den danske oversættelse.
Nicholas Urfes kamp med sig selv foregår mest på det indre plan. Træt af sit overfladiske liv, sine tilfældige småjobs og tilfældige småforelskelser forlader han England og blive kostskolelærer på en lille græsk ø. Kort før sin afrejse fra England oplever han sin første alvorlige forelskelse i pigen Alison, der virkelig elsker ham, men han er endnu for umoden til at forstå ægte kærlighed og bryder med hende.
På øen kommer Nicholas i forbindelse med en excentrisk rigmand Maurice Conchis og denne mand repræsenterer alt, hvad Nicholas har drømt om af eventyr og mystik. Conchis er herskeren i sit lille univers, han nyder livet, legen, magtudøvelsen som troldmanden i de eventyr, vi alle har hørt om. Sammen med de forførende tvillingesøstre Julie og June, han har boende hos sig, opfører han små amatørskuespil for Nicholas, udsætter ham for practical jokes, aflytter hans samtaler, lyver for ham og skræmmer ham. Ind imellem fortæller Conchis ham sin livshistorie, ofte stærkt dramatiske og handlingsmættende beretninger, hvis svage forhold til sandheden gradvist bliver mere og mere åbenbart for Nicholas.
Det begynder at gå op for ham, at han ikke er tilskuer, men spillets hovedperson og at hensigten er gennem en nøje iscenesat, raffineret forførelse at vise ham illusionernes farlige magt.
I livets skuespil er ingen kun hersker og ingen kun offer. Kun den, der kan føle ægte, er i stand til at leve i sand harmoni med sig selv. Ingen Gud eller troldmand kan hjælpe os. Vi er frie individer og ingen nok så besnærende og dulmende illusioner kan gøre os til hele mennesker. Det kan kun den ægte kærlighed, her repræsenteret ved pigen Alison og med hende genforenes Nicholas til sidst. Om deres forhold bliver af varig karakter, er ved bogens slutning et åbent spørgsmål.