Landsbyen Mur, hvor Neil Gaimans roman ”Stardust” fra 1999 (”Stjernestøv”, 2000) tager sin begyndelse, har sit navn efter den mur, som løber langs med byen mod øst. Muren er forbudt at krydse, for på den anden side ligger det magiske land Fergie.
Tristran Thorn, en ung dreng som vokser op i Mur og uden at vide det er halvt menneske, halv Fergie-beboer, ønsker højere end noget andet at blive gift med Victoria Forrester, landsbyens smukkeste pige. Hun har ikke øje for ham, men lover ham halvt i spøg, at hun vil gifte sig med ham, hvis hun henter ham et nedfaldent stjerneskud. Tristran begiver sig af sted og krydser muren, for en stjerne faldt ned mod øst og han vil gøre, hvad det skal være for at få lov til at ægte sin Victoria.
52033411
Imidlertid er han ikke den eneste, der leder efter stjernen, som for øvrigt viser sig ikke at være en udbrændt klump sten eller gas, men en pige, der er faldet ned fra himlen og har brækket benet. En heks søger efter stjernen for at skære hendes hjerte ud, spise det og dermed genvinde sin ungdom. Tre kongesønner søger stjernen, idet den, der først bringer den hjem til slottet, vil vinde retten til tronen.
Tristran pådrages opgaven at beskytte stjernen af skovens gud Pan, og den opgave vokser han med. Som i mange gamle eventyrfortællinger skal vores helt blive voksen på sin rejse og det bliver Tristran Thorn – han fralægger sig til sidst sin naive forelskelse og lærer at komme overens med sin dobbelte natur som barn af både Fergie og England.
Synsvinklen i romanen er oftest hos Tristran, men skifter somme tider frem og tilbage mellem ham, heksene og kongesønnerne. Romanen har en let og humoristisk tone og er fortalt af en ukendt, alvidende fortæller fra et punkt i tiden, der er tættere på vores nutid, som om det var en genfortalt legende eller myte. ”Stjernestøv” er netop et klassiske eventyr, skrevet med masser af fortælleglæde og fascination af de skøre, magiske væsner i Fergie.
Tristrans åbenhed og gåpåmod bliver indgangen til en verden, der er større og mere spændende, end hvad han før har oplevet. Romanen synes at sige, at det er vigtigt ikke at stille sig tilfreds med en kedelig hverdag. Gaiman stikker i bogen lidt til de triste, grå mennesker, som selv har skubbet det magiske og farverige ud af det de kalder virkeligheden og ind i Fergie.