portræt af Sissel-Jo Gazan
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Sissel-Jo Gazan

cand.mag. Mette-Marie Zacher Sørensen, 2010/2013/2017/2021. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. Juni, 2022. Blå bog opdateret juni 2023.
Top image group
portræt af Sissel-Jo Gazan
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Sissel-Jo Gazan kredser i sit forfatterskab om det sære menneskeliv og vores møder med hinanden. Værkerne fra det tidlige forfatterskab udfolder sig løsrevet fra tid og sted, mens en samtidig realisme gør sig gældende i de nyeste udgivelser: biologikrimierne “Dinosaurens fjer”, “Svalens graf” og ”Uglens øje” om fortidsøgler, medicinalindustri og kærlighed, samt ”Blækhat” om 1980’ernes politiske miljøer, streetart og familiehemmeligheder.

62701641

 

Blå bog

Født: Den 20. december 1973 i Aarhus.

Uddannelse: Biolog med speciale i dinosaurer.

Debut: Når man kysser i august. Klim, 1995.

Litteraturpriser: DR Romanprisen, 2009. De frankofone landes Ambassadører i Danmarks Litteraturpris, 2013. Læsernes Bogpris, 2014. Blixen-prisen for årets bedste krimi, 2023.

Seneste udgivelse: Uglens øje. Politiken, 2022.

Inspiration: Henning Mankell.

 

 

 

 

Videoklip

Sissel Jo-Gazan fortæller om skriveprocessen bag "Uglens øje" i interview med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg, juni 2022.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Da frosten kom og lagde sig som englehår over haven, pyntede hun hækken med glaskugler, ikke blot de farvede, men dem, der var overtrukket med glimmer og har figurer i relief. Og hun rev sneen med den bredtandede rive og fyldte rillerne med farvet pulver og fyrfadslys, og om aftenen lignede plænen et virvar af underjordiske grotter, og man kunne næsten høre små mænd arbejde med hakker og høre deres små koner synge.”
“Et barn for sig”, s. 40-41.

Sissel-Jo Gazan blev født den 20. december 1973 i Aarhus, hvor Sjællandsgade-kvarteret dannede rammen om en idyllisk 1970’er stemning med hygge og fællesspisning i gården. Hendes far er journalisten Paul Gazan og hendes mor Janne Hejgård - en energisk og slagkraftig folkeskolelærer og fagbogsforfatter. Da Sissel-Jo Gazan var fem år gammel blev hendes forældre skilt, og hendes mor tog hende med ud på skibet Shearwater, hvor de sejlede rundt i Middelhavet i tre år. På rejsen skrev Sissel-Jo hjem om smidige delfiner og duftende appelsiner. Hun begyndte også hurtigt at opfinde fantasifulde og dramatiske historier.

Som barn og ung boede Sissel-Jo Gazan forskellige steder i Danmark, og i de år etablerede hun en rodløshed, der har haft indflydelse på hendes bøger, fordi de er skrevet rundt omkring i verden. Hun debuterede som 21-årig med romanen “Når man kysser i august”. Den blev til i Lissabon, hvor den unge forfatter lejede sig ind hos excentriske Dona Rosa og skrev uafbrudt. Den finurlige kærlighedsroman fik fornemme anmelderroser for sit fabulerende sprog.

Ved siden af skriverierne begyndte Sissel-Jo Gazan at studere biologi og blev færdig i 2004 med speciale i dinosaurer. Hun siger selv, at hun hovedsageligt læste biologi for at bevise, at hun kunne. Inderst inde vidste hun, at hun ville være forfatter. I 1996 mødte hun Martin, som hun blev gift og fik datteren Ea-Viola med. Alt var lykke og succes, troede hun, men pludselig ville Martin skilles. Datteren var kun lige blevet et år, da han efterlod dem alene. Sissel-Jo Gazans tro på kærligheden fik sig et gevaldigt knæk.

Bruddet har hun brugt på en åben og selvbearbejdende måde i medierne. Hun lavede i 2005 et projekt sammen med fotograf Sif Meincke, hvor de tog rundt i Danmark og snakkede med forskellige præster om kærlighed og den høje skilsmisserate i dagens Danmark. Dette blev til bogen “Sig ja! – hvad præster ved om kærlighed”, og konceptet blev i foråret 2008 udvidet til tv-programmet “Kærlighedens bud” på DR2, hvor Sissel-Jo Gazan i samtale med forskellige præster bruger sin egen personlige historie. Det er også en intim måde at interviewe på, hvor præsterne åbner sig mere op, når hun er et sognebarn og ikke blot en journalist, der spørger om nogle neutrale spørgsmål. En tilsvarende vilje til indlevelse og følelsesfuldhed ser man i hendes fantasifulde romaner.

Det helt store gennembrud fik Sissel Jo-Gazan i 2008 med kriminalromanen “Dinosaurens fjer”, som indbragte hende DR Romanprisen.

Når man kysser i august

“Så skete det. Som ved et mirakel kom hun til at springe to sider over, og lige dér, hvor hendes tommeltot var plantet, så hun, da hun løftede den, navnet på det menneske, hun ville bruge sit liv på at forgude og elske. Som en let brise i hovedbunden løb lyden af dette navn langs hendes arme, hvilede let på hendes brystvorter for til sidst at forgrene sig som hybenagtig kløe i hendes krop. Xavier Sommer. Xavier. Åh, Xavier. Tag dig sammen, Xavier! Liljanna Sommer. Liljanna og Xavier. Jeg elsker dig, Xavier.”
“Når man kysser i august“, s. 16.

I 1995 udkom Sissel-Jo Gazans debutroman “Når man kysser i august”. Det er en dramatisk fortælling om pigen April og hendes familie, der lever i Byen på Bakken i et unavngivet land engang i forrige århundrede. Aprils mor hedder Liljanna, og hun finder sin udkårne, Xavier Sommer, ved at bladre i en liste over byens beboere. Hun synes, det er et smukt navn og drømmer om at få en datter, der er født i april og hedder April Sommer. Hun føder dog to sønner, inden hun får April – i maj.

Xavier bliver en anerkendt træskærer, der laver vidunderlige figurer. April er et smukt og mystisk barn, hvis bedste ven er den gamle Miss Mattie, der har gråt opsat hår og hader mænd. Da April er blevet ældre, får Miss Mattie en lysekrone, der er lavet af jagthorn, men da April tager den med hjem for at få Xavier til at reparere den, kommer hun til at stikke begge hans øjne ud med de skarpe spidser. Nu ser April det som sin skæbne også at blive træskærer, så hun kan hjælpe sin far. Hun er ydermere en dygtig historiefortæller, og Valiant, der indtil da kun har haft forhold til andre mænd, falder pladask for hende til en sommerfest. Kærligheden er et vægtigt tema, og den romantiske drøm om den eneste ene ligger som konstant undertone i romanen.

Der er en varm og lidt gammeldags stemning i romanen malet med ord som lilla, tusmørke, lommekniv og ‘sydvest af koskind’. Det er, som om romanen selv gør noget ud af at være svært bestemmelig i tid og sted. I beskrivelsen af Valentins ungdom i Paris er der lidt mere miljø og genkendelige signaturer som: Gauloise-cigaretter, croissanter med marcipan og café au lait.

Det ubestemmelige miljø på bakken kan skyldes ambitionen om at hæve personernes psykologiske skæbner op til noget alment. Det er ikke en historisk roman om, hvordan folk elskede hinanden i gamle dage, men et forsøg på at indfange menneskelivets universelle komplikationer.

51494032

Sproget er mættet med så heftige metaforer, at det næsten overtager handlingen. Realisme og mystik bliver blandet sammen, da det til sidst bliver så koldt i byen, at Mattie dør af kulde. Den traditionelle metafor om, at hjertet kan fryse til is, bliver til virkelighed. Dette står i forbindelse med tidligere anvendte vendinger i sproget om kærligheden: “hendes hår brændte i julisolen, kun overgået af gløderne i hjertet, der flammede op og blev til bål.” (Side 96). Der er vendinger så vulgært følsomme, at man skulle tro, det gakkede over og blev ironisk. Men der er en indædt alvorlighed bag projektet.

Fortællerstemmen er som eventyrets. I datid fortæller den om de ting, som kun vi kan vide – eller om ting vi ikke bliver indviet i. Stemmen er med til at underbygge fornemmelsen af en vis skæbnetro. Dette underbygges også af, at fortællingen har en slags egenlogik. Hvis Liljanna helst vil have børn i april, er det bare sådan, og da hun først rigtigt får tid til Xavier efter, at hendes syvkabale er gået op, er det komisk men også sandsynligt inden for romanens eget univers. Dette smadrer dog ikke ambitionen om psykologisk realisme. Der er indlevende og nuancerede beskrivelser af de sociale relationer mellem forældre, børn, ægtefolk og venner. Det er en slags fabel. En historie om sanselighed og skæbne, der er pakket ind i fortællinger, skøn natur og englehår.

Et barn for sig

“Da han var gået ind i den bygning, havde han haft et liv. Et liv, hvor han hed Simon Toulouse, boede i sin by, solgte støvsugere og havde en fortid. En fortid, hvor han var enebarn, ikke så dygtig til at male akvareller som til at tale baglæns, eller finde en bestemt grammofonplade i sin fars samling, men elsket med al den kærlighed, som andre børn ofte må dele med en bror eller søster.”
Sissel-Jo Gazan: “Et barn for sig”, side 15.

I 1997 udgav Sissel-Jo Gazan “Et barn for sig”, hvor vi befinder os i et unavngivet land engang sidst i forrige århundrede. Simon er tyve år og får et job som støvsugersælger, som han klarer med bravour på trods af, at han ikke tør bevæge sig på tværgående gader. Han ryger pibe, balancerer med ting på hovedet, og hans bedste ven er en glaskugle. Han har i det hele taget mange neuroser. Han har ellers haft en lykkelig barndom hos forældrene Anna og León blandt majsmarker og et hus fyldt med tingeltangel – tror han – for måske husker han ikke alt.

48236626

Undervejs i romanen, der springer rundt i både kronologi og familiehistorier, går det op for læseren, at Simons fortid er fuld af hemmeligheder og fortrængninger. Blandt andet i form af fødselsforviklinger, adoptioner og forældre, der dør i tivoligynger. 

Sproget er fyldigt og malerisk med mange sammenligninger. Men i små sprækker mellem det farverige dukker der hints om sandheden op. Som læser begynder man for eksempel at få en mistanke om, at Simon i virkeligheden hedder Stormy og er søn af afdøde Frank og Sally, da Simon er ude og samle æg: “Skallerne var som papirtynd sten, og overfladen var broget brun, som om de var blevet kogt med løg. Skallerne betød meget for ham, og han tænkte, om det var, fordi han selv var blevet knust mod jorden?” (Side 85). Stormy var nemlig med i en tivoligynge som faldt ned og slog hans forældre ihjel.

Romanen anvender en spidsfindig komposition og fortælleteknik, der gør, at billedet langsomt begynder at tone frem for læseren. Man finder ud af, at alle historierne hænger sammen. Det er en psykologisk thriller. Det er et mysterium, der skal løses. Dette fordrer ofte en genlæsning, eller generindring, men heldigvis formår fortælleren at hjælpe på vej. Hvis gaden Amber Street får en betydning senere hen, bliver ordet gentaget i så mange sammenhænge, at det virker helt manisk. Men det er sandheden også. Romanen viser, hvor vigtigt det er for en person at vide, hvor man kommer fra. Man bliver også bevidst om, at andre er med til at skabe ens erindring. Ved hjælp af de mange tråde i fortællingen indlever man sig i de involveredes motivationer og får sympati med dem. Selvom handlingen er ekstrem, er romanen sitrende vedkommende og berører mange emner omkring familie, baggrund, adoption og moral.

Vigtigt at vide om Ludmilla

“Hvis et ekko gentog samme klageskrig og vækkede hende, tillod hun ikke sig selv at spekulere, men stod omgående ud af sengen, drak et glas mælk og fejede gulvet, en planke ad gangen fra venstre mod højre.”
”Vigtigt at vide om Ludmilla”, s. 41.

Sissel-Jo Gazans roman “Vigtigt at vide om Ludmilla”, der udkom i 2003, krydsklipper mellem pigen Ludmilla og soldaten Ivors historie. De befinder sig i forskellige lande og byer med fiktive navne et sted, der kunne minde om Balkan under en af krigene i begyndelsen af det 20. århundrede. Ludmilla har haft en lykkelig opvækst hos sine forældre på et bjerg ved havet men fornemmer, at noget frygteligt vil ske, da hun besøger en spåkone til en byfest.

Ivor vokser op med en diktatorisk og brutal far, der tvinger ham i militæret som 13-årig for at kæmpe for ‘den store far’. Ivor og en gruppe andre soldater bryder fri og lever som røvere og drabsmænd rundt i landet i en lang periode. Senere i et fremmed land bliver Ludmilla fundet – forslået og uden hukommelse. Hun lærer det fremmede sprog og får en tilværelse og venner i det fremmede. Men en dag møder hun Ivor på en bænk, forelsker sig, og da han pludselig en dag er væk, rejser hun ud for at finde ham.

24495108

Ivor besøger Giorgios pensionat, hvor han efterlader sin logbog. Da Ludmilla senere dukker op hos Giorgio, begynder den gamle mand at se en sammenhæng. Ludmillas og Ivors historie hænger sammen på en mere uhyggelig måde, end man kan forestille sig. 

Ludmillas historie er en fortælling om oplevelser så voldsomme, at ofret nærmest zombificeres og glemmer alt. Ivor er omvendt den onde, men fordi man har fulgt ham siden barndommen, forstår man roden til hans ondskab. Sissel-Jo Gazan siger selv om hans figur, at: “sæt nu man kunne få læseren til, måske ikke at få sympati, men forståelse for et ondt menneske. Og i det lys opstod personen Ivor så. Og hans ondskab har jeg prøvet at få så mange nuancer på som muligt.” (Helene Moe: Portræt af ondskabens kim. Kristeligt Dagblad, 2003-03-01).

Fortællingen er komponeret således, at sandheden om sammenhængen mellem Ivor og Ludmilla først stikker sit grimme hoved frem til allersidst. Dermed bliver læseren en del af fortrængningen, fordi vi i lang tid ved ligeså lidt som Ludmilla. Man bliver involveret i, hvordan Ludmilla reagerer med tvangsagtige handlinger for at overdøve de smertefulde minder.

Gennem Ivors logbog får man også indblik i hans verden. Krigens terminologi afslører dens brutalitet og måde at degradere mennesker på: “Jeg har ikke tal på hvor mange uniformer, jeg har nedlagt.” (s. 29). Soldaterne bliver end ikke omtalt som mennesker mere, blot som uniformer. 

Man kan sige, at romanen er en undersøgelse af ondskab. Den forsøger på nuanceret vis at fremstille nogle menneskelige psyker med traumer og fortrængninger. Der er dog også håb for menneskeheden, fordi de personer, der hjælper Ludmilla, gør det på en uselvisk måde og med overbevisning. Giorgio kommer nærmest til at fremstå som en helgen, fordi han, da han opdager Ivors gerninger, ikke fyldes af had eller hævnfølelse, men i stedet bruger de brutale kendsgerninger som forklaringsmodel. Han virker som garant for, at den rette omsorg gør det muligt for et hærget menneske at genoprette tilværelsen.

Dinosaurens fjer

“Soveværelset lå i halvmørke, og Lily stod på gulvet ved siden af sengen, i natdragt med fødder og en tung tisseble, som Anna Bella hejste hende op i, da hun løftede ungen op i sengen. Barnet puttede sig ind til hendes bryst. Klokken var ikke engang seks. Et hvidligt morgenlys piblede akkurat ind, men det ville vare mindst en halv time, før man ville kunne skelne farven på en kat.”
“Dinosaurens fjer”, s. 10-11.

I 2008 udkom Sissel-Jo Gazans “Dinosaurens fjer”, som er en blanding mellem videnskabskrimi, kærlighedshistorie og psykologisk drama.

Anna Bella er en ung kvinde, der bor i København med sin lille datter Lily. Faderen Thomas er skredet og Anna er stresset, fordi hun står midt i færdiggørelsen af sit speciale på Biologisk Institut. Pludselig dør Annas vejleder af et hjertestop, der får ham til at bide tungen over, og hendes bedste ven Johannes findes dræbt i sit soveværelse.

Anna hvirvles nu ind i et inferno af forviklinger og afsløringer. Hendes speciale handler om dinosaurer og deres påståede slægtskab med fugle. Dette har givet anledning til videnskabelige kontroverser i en menneskealder, og historien fører os til Canada og forskeren Clive Freeman, der får sin egen fortæller i historien, der beskriver hans opvækst og problemer med at adskille videnskab og venskab.

En tredje fortællervinkel i romanen følger Søren, der er leder af efterforskningen af mordene. Søren plejer at have en fænomenal evne til at tænke baglæns og rede tråde ud, men her er det mere komplekst, og politimanden må tilbage i sin egen historie og rede nogle meget sammenfiltrede knuder ud.

27392601

“Dinosaurens fjer” er en krimi, og derfor er det naturligvis ikke alle detaljer, der skal afsløres her. Alligevel er det ikke det vigtigste, hvem morderen er. Det afgørende er – som altid i Sissel-Jo Gazans univers – de hemmeligheder og løgne en familie kan bære rundt på, og de svigt alle begår mod hinanden.

Hvor Sissel-Jo Gazan i de forrige romaner har kredset om en form for magisk realisme, er denne roman rendyrket realisme. Vi befinder os i 2007 i København. Der er rigtige gadenavne og fænomener, og romanen giver også en samfundsaktuel kritik af den videnskabelige verden og dens kontroverser, mens den danske regering får et hak over tuden for at have indført for meget bureaukrati og nedskæringer på forskningsområdet.

Sproget er realistisk og præcist. Man får et levende indblik i de tre personers liv med Anna som hovedmotor for fortællingen. Hendes liv med datteren og problemer med familien og gamle venner bliver skildret på en både intens og livagtig måde.

Fortælleteknisk set har romanen et rigtigt spændingsplot. Man forlader tit den ene person, lige inden noget vigtigt skal afsløres, så man bliver hængende og er lige bidt af alle historier samtidigt. Dette skyldes en komposition, der både dvæler ved interessante menneskelige historier, men som også kaster os rundt i et drama med spænding og gru.

Svalens graf

”’Ja, selvfølgelig redder vacciner menneskeliv,’ råbte han. ‘Storm har fandeme da heller aldrig påstået andet. Enhver idiot ved, at vacciner er det mest fantastiske, der er sket for klodens sundhed. Men vi skal have WHO til at vurdere DTP-vaccinen, ja, alle vaccinerne. De skal erkende, at det er muligt, at vacciner har uspecifikke effekter, som vi bliver nødt til at forholde os til.’”
”Svalens graf”, s. 428.

I 2013 udgav Sissel-Jo Gazan “Svalens graf”, som er en selvstændig efterfølger til “Dinosaurens fjer”. Vi følger igen Anna Bella og politimanden Søren. Han skal opklare et dødsfald på Annas arbejdsplads på Biologisk institut, hvor man er i tvivl om, hvorvidt Professor Kristian Storm, der var tæt på et gennembrud i sin forskning om brug af børnevacciner i udviklingslande og deres radikale bivirkninger, har taget sit eget liv eller er blevet slået ihjel. Vi følger samtidig Storms studerende og medhjælper – det spirende forskningstalent Marie og hendes involvering i sagen, men også hendes personlige krise med en dysfunktionel familie, hvis fortids hemmeligheder langsomt optrævles – også ved hjælp af politimanden Sørens personlige engagement.

50639924

Romanen er i det hele taget et velkomponeret kludetæppe af forskellige historier, der fletter sig ind og ud mellem hinanden, fra nære lokale familiehistorier til globale institutionelle magtspil på makropolitisk niveau.

Tredjepersons-fortællerstemmen flytter sig fra kapitel til kapitel, så vi f.eks. følger Storm og historierne vedrørende hans forskning i børnevacciner, før han dør. Vi følger Søren og får nuancerede bihistorier om hans kærlige forhold til Annas datter Lily, hans ødelæggende jalousi og hans forsøg på at hjælpe politimakkeren Henrik, hvis liv er i opløsning. Vi følger Marie Skov og hendes komplekse familiehistorie, kamp mod kræft, skilsmisse og forskerkarriere.

Det skiftende fokus medvirker til, at der hele tiden er flere bolde i luften og giver suspense fra kapitel til kapitel. I det hele taget er det en medrivende roman, der fænger læseren, hvad enten den beskriver stemninger fra en families hverdagsliv, detaljer vedrørende en forskningskonference eller den uhyggelige trinvise afsløring i jagten på, hvem morderen er.

”Svalens graf” er en roman, der på alle mulige niveauer undersøger, hvad der sker, når det fundament man troede var sandheden, pludselig skrider.

Blækhat

”Da to bombesprængninger i København kvæstede 32 mennesker og kostede en uskyldig turist fra Algier livet, var Helle slået helt ud, præcis som efter Bhopal-ulykken. Hun blev ramt af skyldfølelse, forklarede hun, og en trang til at straffe sig selv for at have det godt, mens andre fik ødelagt deres cellekerner af radioaktiv stråling eller blev skrællet ind til underhuden af varmebølgerne fra bomber. Jeg stod ved køkkenbordet og smurte madder og hørte Helle læsse af på Peter. Det var skønt, at der var en anden voksen til at afbøde. Peter var som jordens humus, som vindens blide hånd, der glider over havren, alt det modsatte af Helle, hvis dramatiske lunte til tider var klippet af helt inde ved ansatsen med en sløv tre-i-ener.”
”Blækhat”, s. 178.

I Sissel-Jo Gazans roman ”Blækhat” fra 2017 vokser Rosa op i Aarhus i 1980erne med en svampenørdet, venstreorienteret og politisk emotionel mor. Hun vil ikke fortælle Rosa, hvem hendes biologiske far er, men Rosa har kunstneren Krudt som en slags far, indtil han sumper væk i New York. Rosa og bedsteveninden Sevim bliver en del af en spirende scene for gadekunst i Aarhus.

Hvis man i efteråret 2017 gik rundt i Øgadekvarteret i Aarhus, ville man måske lægge mærke til påklistrede perlepladeblomster og tegninger af en nuttet bamse, der holder en graffitti-dåse i den ene hånd og giver fuckfinger med den anden. Disse blev placeret i forbindelse med udgivelsen af ”Blækhat”. Bamsen og perlepladerne er en del af romanens univers – de er nemlig Rosa og Sevims første værker og et eksempel på, at ”Blækhat” udfordrer, hvad der er inden for bogen og hvad der er udenfor.

Gazan er selv opvokset i Hjelmensgade i Øgaderne, og i et interview bekræfter hun, at romanens ydre rammer minder meget om hendes eget liv: ”så har jeg ligesom bare skruet knapperne og fyldt den ud med fiktion,” som hun formulerer det. (Michelle From Hoxer: Forfatter efter ti år i Tyskland: Jeg fandt lidt af min barndoms Aarhus i Berlin. Dr.dk, 2017-09-22).

53508073

I bogen er der (formodentlig ægte) avisartikler fra 1987 om højreekstremisme, og der er (fiktivt fremstillede) Wikipedia-opslag og forskningsartikler om gadekunstneren Blækhat, som optræder i romanen.

Rosa bliver teenager og er både venner med de politiske BZ’ere og kæreste med et ihærdigt medlem af Konservativ Ungdom, og bogens bipersoner repræsenterer således hver især historisk vigtige, stridende positioner inden for det politiske spektrum. Rosa er som hovedperson den ufrivillige mediator, når historiens bipersoner bliver for ekstreme; hun er tilsyneladende ligeglad med politik, bevarer en rummelig attitude over for verdens kompleksitet og udvikler sig i stedet som drillende, anonym gadekunstner. Romanens fortællekonstruktion med Rosa som jeg-fortæller er kompliceret, idet væsentlige ting om hendes liv holdes skjulte for læseren.

Da romanen bevæger sig op i nutiden, er Rosa blevet voksen og forsker i streetart, moderen er alvorligt syg og Rosa får afsløret hemmeligheder om sin far og morfar, mens læseren får afsløret hemmeligheder om Rosa selv.

Hvide blomster

”Det er, som om alle voksne omkring os har en fælles hemmelighed, som Tessa og jeg for Guds skyld ikke må få del i. Der foregår noget i skovens mørke, mens de bliver ved med at skubbe os ud i lysningen, så vi kan lege teselskab med vores dukker og tro på julemanden. Det er lykkedes dem indtil nu. Tessa er alt for sitrende og urolig af væsen til at opdage, når vi bliver afledt, men mig narrer de ikke længere. Jeg er blevet seismografisk af at sidde stille og observere naturen og af at leve sammen med Kisser.”
”Hvide blomster”, s. 221.

Sissel-Jo Gazans roman ”Hvide blomster” fra 2020 har en ekstremt dyster overordnet tematik om børnemishandling. Vi følger den 14-årige Jenny, der bor med sin kærlige mor Kisser, som er tatovør og grøntsagsavler på Samsø. Jenny er meget tæt på den jævnaldrende kusine Tessa, og romanens handling igangsættes, da Tessas mors plejedatter Bettina forsvinder. Herefter er der huse, der brænder og mænd, der falder ned fra skrænter. Mens politiet aktivt efterforsker sagerne på øen, gransker Jenny sin egen slægts historie og får blandt andet moderen til at afsløre, hvad Tessas far, Onkel Jimmy, gennem sit liv har været udsat for.

I bogens efterord beskriver Sissel-Jo Gazan, at alle cases i romanen trækker på virkelige tilfælde, og at nogle af disse har været tæt på hendes eget liv.

48839703

Igen trækker forfatteren på sin viden som biolog, denne gang med en tematik om planter og botanik. Jenny arver sin oldefars herbarium og nyder at sidde og sortere de gamle frø, samt selv at indsamle og tegne sjældne blomster på øen.

Som før i forfatterskabet leger Sissel-Jo Gazan med forholdet mellem fakta og fantasi og blander gamle ekskursionsberetninger fra Botanisk Haves arkiver med en til lejligheden selvopfunden Afrodite-nellike. Det fantasifulde og fiktive er med til at gøre de grusomme beretninger læsbare, uden at de mister deres alvor. På samme måde er Jenny som synsvinkelbærer med til at balancere læserens adgang til det horrible. Hun er jeg-fortæller, og sproget er billedrigt med detaljer om tatoveringsteknikker, plantearter og sociale dynamikker. Jennys alder giver hende en status mellem barn og voksen, mellem uskyld og viden. Jo mere viden, man som læser får gennem historien, desto større kan følelsen af afmagt synes, men romanens pointe synes at være, at selv en fiktiv fortælling på sin egen måde kan være en form for hævnakt over de historiske tilfælde, hvor børn er blevet gjort fortræd.

Uglens øje

”“Vidste du godt,” sagde han åndsfraværende, “at den flyvende del af sommerfuglens liv er den korteste? Når den flagrer rundt og er så smuk, har den nået sin afslutning.””
”Uglens øje”, s. 220.

Da Sissel-Jo Gazan i 2022 udgav spændingsromanen ”Uglens øje” var det med en tilbagevenden til persongalleriet fra gennembrudsromanen ”Dinosaurens fjer” og efterfølgeren ”Svalens graf”. Også denne roman krydsklipper effektivt mellem de forskellige karakterer med en tredjepersonsfortæller med et stort overblik.

Den 13-årige Solvej er forsvundet på vej hjem fra rideskole, og politimanden Søren Marhauge aner hurtigt uråd om, at der er sket en forbrydelse, og at Solvejs tvillingebror Buster skjuler noget.

62701641

Søren er udkørt af for stort arbejdspres og er begyndt at tage depressionsmedicin af mærket Trimixal. Samme mærke står den stolte mønsterbryder Tonny Enggaard bag på medicinalvirksomheden Sax Pharma. Og samme mærke tager en stor del af karaktererne i bogen i lighed med en stor skare danskere, der alle er blevet markant gladere af præparatet. Men som følge af en række pludselige dødsfald peger flere spor på, at pillerne har flere bivirkninger end de kendte som mistet sexlyst og migræne, og langsomt falder brikkerne på plads i et komplekst spil om medicinalmillioner, ærgerrighed og familiehemmeligheder. De skildrede relationer viser, hvor svært og sårbart det er at være ærlig, og at det altid skaber spændinger, når mennesker forandrer sig.

Romanen, der foregår i et nutidigt og genkendeligt Danmark, er komponeret med effektive og spændingsmættede krydsklip mellem en lang række karakterer, hvis veje efterhånden mødes. Med masser af medicinaltekniske fagtermer, skildringer af sommerfugles flygtige liv og familieskeletter i skabene er ”Uglens øje” en samfundsvendt roman, der udforsker konsekvenserne af at medicinere for eksempel depressioner. Er det vigtigst at have det godt eller være sig selv – og er man sig selv, når man er medicineret? Og kan det tænkes, at et medicinalfirma har lyst til at holde afgørende og livsvigtige informationer for sig selv, hvis det modsatte ville koste dem dyrt? Sissel-Jo Gazan skriver virkelighedsnært og realistisk med blik for menneskers særkende og grunde til at handle, som de gør. For ”alle har afvigelser”, som Bjørn siger om de udklækkede ugleøjer.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Uglens øje"

Genrer og tematikker

Sissel-Jo Gazan opfinder i sine fortællinger et eventyrligt og lidt gakket univers, hvor hun lader almenmenneskelige scenarier udspille sig. Alvoren er en evig medspiller, og figurernes charmerende neuroser viser tilbage til en barsk psykologisk realitet.

Forfatterskabets tre første romaner unddrager sig en konkret placering i tid og sted. Der er meget få geografiske bestemmelser, og materielle indikatorer som ‘Gauloise-cigaretter’, ‘franske bagateller’ eller ‘skoleuniformer’ er sparsommeligt placeret. Sissel-Jo Gazan lader tilmed åbenlyst være med at bruge årstal. Flere gange bruger hun teknikken med blot at skrive “19-”. Det giver en tidsmæssig margen på hundrede år. Forfatteren har altså ikke ambitioner om et signalement af 1990’ernes København, for eksempel. Hun er mere universelt orienteret og signalerer med sine romaner troen på noget almenmenneskeligt, der gælder til alle tider.

Sproglige sammenligninger a la “Som skeer i en æske”, “Som hud mod asfalt” eller “Som en lille våd fugleunge” er hyppige og nogle gange så udfoldede, at man som læser nærmest “holder pause” i teksten og ser fugleungen for sig i et øjeblik. Der er en frihed til fantasi, når der ikke er noget stramt formuleret miljø. Stederne minder om barnedrømme med træhuse på bakker med søer og klatretræer og blomster i skallede dåser. Dette ændrer sig med “Dinosaurens fjer”, “Svalens Graf” og "Uglens øje". Her går Sissel-Jo Gazan helt tæt på sin egen tid og sit eget miljø. Hun bruger erfaringerne fra sin tid på biologistudiet til at skrive en slags populærvidenskabelig krimi.

Et psykologisk fænomen, der ofte går igen i Sissel-Jo Gazans romaner, er fortrængningen. Psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) beskrev, hvordan det er normalt at fortrænge nogle af de elementer, der ikke svarer til ens selvbillede, men ekstreme fortrængninger fører til psykiske lidelser. Disse ekstreme fortrængninger ser vi i Sissel-Jo Gazans romaner, hvor hele perioder i personernes liv er gemt væk. Men i tråd med Freuds teori kommer fortrængningerne op til overfladen i glimt, som da drengen Simon fra “Et barn for sig” pludselig kan huske navnet på sin barndomsgade og tror, det er navnet på en kvinde. Budskabet er tit, at løgn og fortielser, der er med til at skabe fortrængningerne, giver neuroser og usikkerhed. 

“Vigtigt at vide om Ludmilla” adskiller sig fra de andre romaner med sit underspillede politiske og historiske engagement. Det er ikke et konkret scenario, der skildres, men de almene menneskelige konsekvenser af krig. Ondskaben skaber forkvaklede skæbner, der kræver en ordentlig mængde kærlighed at få på fode igen.

Fra de første romaner til krimierne “Blækhat” og “Hvide blomster” bevæger Gazan sig fra et ultrafiktivt univers med et strejf af eventyr til et konkret dansk miljø og referencer til historiske begivenheder.

Beslægtede forfatterskaber

Sissel-Jo Gazan har selv læst mange krimier – og det kan tydeligt mærkes med ”Dinosaurens fjer”, ”Svalens graf” og "Uglens øje". Hun er vild med Henning Mankells romaner om den sydsvenske politimand Kurt Wallander. Genremæssigt er hun ellers altædende og inspireres mere af det at læse, end af det hun læser. Hun kan godt lide, når bøger fanger og beriger. Hun skriver selv om sine yndlingsbøger: “‘Oliver Twist’ og ‘Brødrene Løvehjerte’ er de mest skattede romaner i mit liv, de eneste bøger jeg har læst adskillige gange og stadig læser med jævne mellemrum. John Irvings ‘Æblemostreglementet’ åbnede døren ind til det rum, hvor jeg allerførste gang blev forført af tanken om, at skrev jeg en roman, ville jeg kunne bestemme alt, fra min hovedpersons hårfarve til virkelighedens indretning.” (Litteratursiden.dk)

Man kan godt fornemme passionen for eventyrlige børnebøger i Sissel-Jo Gazans romaners univers. De dramatiske psykologiske fortællinger er ofte pakket ind i bløde stemninger og henførthed. Man kan sammenligne hendes univers med Majbritte Ulrikkeholms. Hun skriver også indlevende og fantasifulde bøger med et strejf af eventyr. Oftere hos hende ser man dog en decideret magisk realisme, hvor Sissel-Jo Gazan holder sig nogenlunde på realismens stenede vej, uden for mange afhop til en spirituel verden.

Børnebogsforfatteren Cecil Bødker kan på nogle punkter også ses som en litterær storesøster. Hendes bøger er fantasifulde og dramatiske. Hun har skrevet historiske børnebøger, men bruger lidt samme camouflage som Sissel-Jo Gazan. Det er ikke så vigtigt præcis, hvor eller hvornår en historie udspiller sig, det vigtigste er den stemning, der er på tidspunktet og de begivenheder, der udspiller sig i bogens univers, hvor alting kan ske.

“Dinosaurens fjer” og “Svalens graf” skriver sig ind i en tradition med spændingsromaner, der har populærvidenskab som klangbund. Af hovedværker inden for denne disciplin kan nævnes Dan Browns romaner og Peter Høeg med “Frøken Smillas fornemmelse for sne”.

Inspiration til læseoplevelsen

Forfatterweb er den saglige og faglige gennemgang af forfatterskaberne. På vores søstersite Læsekompas er det læseoplevelsen, som er i fokus.

Brug Læsekompas for at åbne op for den læseoplevelse, bogen byder på. Hvilken stemning er der i bogen, hvilke miljøer foregår den i, hvad er fortælletempoet og hvor lang er bogen?

Lav og del lister over læste bøger, bøger du vil læse, yndlingsbøger osv.

Find andre bøger, der minder om bogen, og gå på opdagelse i, hvordan bøgerne er forbundet.

Besøg Læsekompas her. Log ind med dit biblioteks-login for at låne bøgerne direkte i Læsekompas.

Bibliografi

Romaner

Gazan, Sissel-Jo:
Når man kysser i August. Klim, 1995.
Gazan, Sissel-Jo:
Et barn for sig. Klim, 1997.
Gazan, Sissel-Jo:
Vigtigt at vide om Ludmilla. Gyldendal, 2003.
Gazan, Sissel-Jo:
Dinosaurens fjer. Gyldendal, 2008.
Gazan, Sissel-Jo:
Svalens graf. Gyldendal, 2013.
Gazan, Sissel-Jo: Blækhat. Lindhardt og Ringhof, 2017.
Gazan, Sissel-Jo: Hvide blomster. Politiken, 2020.
Gazan, Sissel-Jo:
Uglens øje. Politiken, 2022.

Samtalebog

Gazan, Sissel-Jo & Sif Meincke:
SIG JA! – Hvad præster ved om kærlighed. Pretty Ink, 2005.
Gazan, Sissel-Jo: Sig ja! Hvad præster ved om kærlighed. People's Press, 2020.

Rejseguides

Gazan, Sissel-Jo:
Min by Berlin. Momondo, 2009.
Gazan, Sissel-Jo:
Ta' med til Berlin. Momondo, 2010.
Gazan, Sissel-Jo: Vi elsker Berlin. Lindhardt og Ringhof, 2015.
Gazan, Sissel-Jo: Vi elsker stadig Berlin. Politiken, 2019.

Børnebøger

Gazan, Sissel-Jo: Anton, Hugo og Guldhesten. Gyldendal, 2019. Billedbog.

Om forfatterskabet

Schelin, Karen Margrethe: “På en måde var det en gave at han skred”. Interview i Berlingske Tidende, 2008-03-22.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sissel-Jo Gazan

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Moe, Helene:
“Portræt af ondskabens kim”. Interview om “Vigtigt at vide om Ludmilla”. Kristeligt dagblad, 2003-03-01.
Gazan, Sissel-Jo:
“Inspiration”. Tekst af Sissel-Jo Gazan på www.litteratursiden.dk