Han fører skeen ned i havregrynene igen og ved godt, hvad det er, hun siger, men han ved også godt, at det er noget, hun bare siger, og det gælder om at fordele havregrynene som en jævn sø eller grød og ikke rejse sig lige nu, selvom klokken er otte, og han skal være i skole om ti minutter.”
Kvinden Zoe er hovedperson i Trisse Gejls roman ”Ulvekvinten” fra 2016. Hendes historie fortælles af hendes niårige søn Frederik og hendes livslange veninde Beate, der på skift har synsvinklen. Gennem dem hører man om Zoe, der er pianist og underviser på konservatoriet og er gift med Thomas, der er forsker og ofte er væk flere dage ad gangen. De to har et fredeligt liv med Frederik, der mest interesserer sig for at spille computer og skak, og som er god til matematik. Han mødes med sin ven Gustav eller med sine onlinevenner, som han spiller computer med.
Beate er fotograf og er netop blevet forladt af den noget ældre Bjørn efter et langt forhold. Hans søn Jonathan er blevet en vigtig person i Beates liv, og hun skal til at finde ud af, hvem hun er nu – uden mand og uden den snart voksne Jonathan. Hun skal lære at se sine fotografier med egne øjne og ikke med Bjørns kritiske blik, og hun skal finde en balance i at overtage omsorgsopgaver for Zoe, som langsomt forsvinder ind i sin egen verden.
52203201
Zoe tager små skridt – som først kun sønnen Frederik opdager – ind i sin psykiske sygdom, indtil den bryder ud i lys lue, og hun må indlægges. Hun føler et ansvar for alle lidende børn i Syrien, for al verdens ondskab og meningsløshed, og hun anklager de andre for at lukke øjnene for det. Frederik oplever sin mor fuld, utilregnelig og afvisende, og han prøver på bedste vis at fungere, selvom hans lille familie er i opløsning. Flere gange tager Zoe ham med i bilen og kører af sted uden mål og med, og han kan ikke gøre andet end at følge med og tilpasse sig sin syge mor.
Skildringen af en mors forsvinden ind i depression set med hendes søn og venindes øjne optegner problematikkerne omkring psykisk sygdom. Burde man have opdaget det, og hvad skulle og kunne man have gjort? Hvilket ansvar har man som pårørende, og hvordan støtter man en familie, der rammes af sygdom? Hvad gør det ved ens omgivelser, at man er syg?
Trisse Gejl stiller i denne roman spørgsmål i stedet for at svare klokkeklart og tegner samtidig et rørende portræt af en lille dreng, der tvinges til at forholde sig til voksenalvor alt for tidligt i sit liv.