Bombay-blues

Citat
"Jeg så igennem ham, jeg så ham som varme, som lilla varme, jeg så en verden, der flimrede i ham, ikke en krop, men en hel verden. Jeg så hvad det var den krogede kvinde med bladene i panden havde set, da hun udstødte en jubellatter: Skønhed. Måske var det Krishna, hun havde set, den blå gud."
"Bombay-blues", s. 47.

Trisse Gejls ”Bombay-blues” er en ungdomsroman fra 2000. Den foregår i et samtidigt miljø i Sønderborg, hvor den unge Eva, som lige har afsluttet gymnasiet, rejser alene til Indien og falder pladask for spirituelle tanker i almindelighed og den karismatiske franskmand Gide i særdeleshed. Det er en ulykkelig forelskelse, og alligevel bruger hun det sidste af rejsens tre måneder på at rejse rundt og forsøge at finde ham. Da Eva kommer hjem til Sønderborg, Dieseljeans og danseremixes igen, føler hun, at hun har udviklet sig ganske meget i forhold til bedsteveninden, der har problemer med en alkoholisk mor. Langsomt går det dog op for Eva, at livet og vennerne derhjemme betyder mest. Dette fremstår soleklart, da Gide pludselig står på hendes adresse en aften, hvor hun holder fest med sine venner og en moderigtig kjole med imiterede pelskanter på. Hun føler sig anderledes, end da hun rejste rundt i solen med bare tæer og eksperimenterede med stoffer. Alligevel er mødet med Gide sundt for hende, fordi han pludselig bliver et rigtigt menneske og ikke en uvirkelig drøm. Ja, faktisk er det slet ikke rart, da hun endelig får lov til at røre ved ham. Drømmen er bristet hurtigere end en tyggegummiboble.

Romanen består af kontrasten mellem det at rejse og hverdagens mere stille liv. Sproget er med til at underbygge det oversanselige og drømmeagtige ved opholdet i Indien. Slummen i Bombay er beskrevet, så man kan mærke krybene og se de fattige børn lige ind i øjnene. Som ofte i Trisse Gejls romaner bliver der eksperimenteret med stoffer, og oplevelsen af hallucinationer beskrives indgående. Den sproglige sensibilitet hænger desuden sammen med Evas fornyede oplevelser af tilværelsen. Jegfortælleren anvender tunge metaforer for lyde og lugte, der trænger ind som små bitte glasskår, og der er klippesten, der ligger tilfældigt spredt som om, de er blevet kastet af en kæmpemæssig hånd. Jegfortælleren Evas oplevelser hænger helt konkret sammen med sproget: ”Talemåden ‘at sætte sig ind i tingene’ fik en helt ny betydning for mig. Man må trænge ind i tingene for at forstå deres væsen.” (s. 34).

Romanen handler om, hvor meget en rejse eller en kort periode i livet kan påvirke en, men den handler også om at træde i karakter og at erkende, hvad man synes er vigtigt i livet. Det ville være ærgerligt at gå som Eva og forherlige en eller anden sommerforelskelse resten af livet.