Genrer og tematikker

Trisse Gejl skriver med et engagement igangsat af begivenheder, der har rørt hende personligt. Hendes rejseoplevelser har sat deres tydelige spor i et sanseligt sprog, der får læseren til at se slummen i Bombay eller baggården i London tydeligt for sig. Hendes fars død i 2000 og hendes efterfølgende depression var afsættet til at skrive ”Patriarken”, der handler om at miste på flere planer. Den er dog ikke egentlig selvbiografisk. Psykisk sygdom er også handlingens omdrejningspunkt i romanen ”Ulvekvinten” fra 2016. Trisse Gejl siger selv om udviklingen i sit forfatterskab: ”Hvis man kan tale om en tråd er den næppe rød. Jeg er startet i det noget selvbiografiske og har bevæget mig længere og længere ind i fiktionen, hvor jeg er i stand til mere med mine figurer.” (Gitte Fangel: Sproget er motor. Litteratursiden, 2006-09-11).

I sit samlede forfatterskab bevæger Trisse Gejl sig fra de nære psykologiske udviklingshistorier til den mere politiske og almene fortælling. Forskellen på for eksempel ”Spradefuglen” og ”Patriarken” er autenticiteten i miljøerne. Førstnævnte foregår konkret i Aarhus, mens ”Patriarken” finder sted i et mere alment dansk univers. Måske hænger denne udvikling sammen med den bevægelse, Trisse Gejl selv beskriver, hvor det selvbiografiske bliver mindre og mindre præsent og fiktionen tager over.

I ”Patriarken” og ”Skjul” forstærkes beskrivelsen af Danmark af i dag. Der er familier i opløsning, der ikke formår at kommunikere med hinanden, og i ”Patriarken” kan de nære beskrivelser af personerne overføres på samfundet generelt.

Følelserne er altid nærværende hos Trisse Gejl, og man kommer tæt på de agerende karakterer og deres historier. Fortællerstemmerne har ofte en næsten umærkelig distance til karaktererne. Der er dog altid en indlevelse i og sympati for de involverede. Man får en lille bid af en skæbne, men også en luns af omgivelserne, der er med til at forme og bevæge. Det kan være England i slutfirserne eller Danmark i samtiden. Fælles er, at omgivelserne påvirker den personlige skæbne og historie. Trisse Gejls romaner dykker altid ned i en vigtig periode i et liv, hvor der sker en omvending eller erkendelse. De grundige beskrivelser med et på en gang hverdagsligt og billedrigt sprog af det nære liv, man er omsluttet af, giver dybde og realisme til fortællingerne.

Temaerne kredser tit om drømme, der ikke er blevet til noget, eller valg, der skulle have været truffet tidligere. Der er ofte stoffer eller misbrug, der er psykiske problemer og nødvendige erkendelser. Fælles er, at lige meget hvor syret et trip eller en indbildning kan virke, er det altid realistisk funderet. Man kan således være rigtig mærkelig i Trisse Gejls univers: Man kan være overtroisk med tal, dæmonisk eller tro, at man er en havfrue, men der er aldrig tale om mystik eller mytologi. Hendes figurers adfærd er altid psykologisk eller socialt begrundet, og der er derfor tale om stjerneklar realisme. Der er en historisk og følelsesmæssig autenticitet, der også er med til at give indlevelse. Hun anvender nogle gange flere fortællerstemmer, der gør det muligt at se en sag fra flere sider og lære flere af de involverede godt at kende. Sproget er med til at forstærke følelser og stemninger, men Trisse Gejl skriver ikke romaner for sprogbearbejdelsens og spillets skyld.