God mod nordenvind

Citat
“Godnatkys. En skam at du er gift. Jeg tror vi ville passe godt sammen. Emmi. Emmi. Emmi. Jeg kan godt lide at skrive Emmi. En gang venstre langefinger, to gange højre pegefinger og to rækker derover højre langefinger. EMMI. Jeg kunne skrive Emmi tusind gange. At skrive Emmi er at kysse Emmi.”
”God mod nordenvind”, s. 110.

I romanen ”Gut gegen Nordwind” fra 2006 (”God mod nordenvind”, 2011) udfolder Daniel Glattauer en kærlighedshistorie gennem en udveksling af e-mails. Kvinden Emmi Rothner vil afbestille et magasinabonnement, og ved en fejl sender hun sin opsigelse per e-mail til Leo Leike i stedet for udgiveren. Emmi og Leo kender ikke hinanden, men de begynder at skrive sammen. Emmis udgangspunkt er, at hun søger adspredelse fra sit familieliv; Leo er tilknyttet et forskningsprojekt om e-mails som transportmiddel for følelser. Hans akademiske interesse for korrespondancen bliver dog snart afløst af hans lyst til at lære Emmi at kende. Over omkring et år opbygger de et virtuelt baseret venskab, som fører til en forelskelse, og en stor del af romanen kredser om deres mulighed for at mødes eller fastholde distancen.

28682360

På sin vis er historien en hyldest til fantasien, idet Emmi og Leo skriver, hvordan de forestiller sig hinanden - Leo er både klar til at se Emmi som selvsikker, genert, feminin og temperamentsfuld. I deres e-mails kan hun være det hele, men de længes alligevel efter mere. Et centralt tema i værket er, at mennesket har behov for nærhed. Dette underbygges af, at Leo søger fysiske forhold til andre kvinder uden for deres flirten i mailboksen, mens Emmi holder fast i sit ægteskab.

Fortællermæssigt er romanen konstrueret så enkelt, at det kunne ligne et kreativt benspænd. Den ene hovedperson sender en e-mail, hvorpå den anden svarer, og sådan fortsætter det. Glattauer karakteriserer primært Leo og Emmi ved at give dem to tydeligt identificerbare stemmer. Leo skriver ofte afdæmpet, analytisk - medmindre han har drukket - hvorimod Emmi er mere følelsesladet. Handlingen er bundet til deres skiftende synsvinkler, og man kan ikke vide, om Emmi og Leo nogle gange lyver sig bedre og fordrejer sandheden om deres tilværelser, når de refererer til dem på mail. Hvem ved, hvem der egentlig gemmer sig bag computerskærmen?

Dermed håndgribeliggør romanen for læseren, hvordan identiteter bliver flydende, når de former sig i det digitale rum.