Wilhelm Meisters læreår

Vejen til dannelse går over erfaringen af kunst og kvinder, af kvinden som kunst, af sanselighed forstået som lystfuld æstetik og æstetiseret lyst. Goethe beskriver den i romanen Wilhelm Meisters Lehrjahre fra 1795 (“Wilhelm Meisters læreår”, 1928).

Romanens anstødssten er gøglerpigen Mignon, som forelsker sig i den unge, hjertensgode titelperson Wilhelm Meister, og dør, da hun en aften sniger hun sig op på hans kammer og ser, at en rivalinde er kommet hende i forkøbet. Goethe bygger ovenpå historien med flere og flere personer, flere og flere gotiske scener, flere og flere teaterdiskussioner, flere og flere intriger, indtil vores unge helt efter en rejse gennem middelalderlandsbyer, dybe skove og ridderborge til sidst slutter sig til et hemmeligt frimurerlogeagtigt broderskab (efter “Da Vinci Mysteriet” vil en og anden formentlig erindre, at Goethe i Tempelridder-mytologien bliver anset for at have været en af dens stormestre i en periode). Hele vejen igennem runger den højstemt, bævrende hyldestsang til naturen som en ufejlbarlig vejleder og understregning af moralen, husk at leve, memento vivere i modsætning til kristendommens memento mori: “Hvor er dog Moralloven unødvendig streng!” udbrød han.

“Naturen danner os jo dog paa sin kærlige Vis til alt, hvad vi skal være. Hvor besynderlige er dog det borgerlige Samfunds Fordringer, som først forvirrer os og leder os paa Vildspor, og saa bagefter kræver mere af os end selve Naturen! Ve over enhver Form for Dannelse, der ødelægger de virksomste Midler til sand Dannelse og henviser til Enden i Stedet for at gøre os lykkelige paa selve Vejen!” (“Wilhelm Meisters læreår”, Værker, bind 11, side 152.)

“Wilhelm Meisters læreår” lagde grunden til en genre for sig. Goethe fulgte op på den med “Wilhelm Meisters Wanderjahre” i 1807 (“Wilhelm Meisters vandreår”, 1925). Herhjemme fik dannelsesromanen sit fineste udtryk Poul Martin Møllers “En dansk students eventyr” fra 1834.