Valgslægtskaber

Ved fejringen af 250-året for Goethes fødsel var Die Wahlverwandtschaften fra 1809 (“Valgslægtskaber”, 1810) helt naturligt en af de romaner, man herhjemme valgte at genudgive for at markere begivenheden, oven i købet i en fin oversættelse af Niels Brunse.

Baron Edouard og Charlotte er ungdomsforelskede, som har fået hinanden efter ægteskaber med andre. De lever i et harmonisk forhold på baronens overdådige slot og strækker harmonien ud i det omliggende landskab og parklandskab, som Charlotte former efter datidens forestillinger om romantisk havekunst med stier, hvor man kan vandre og fortabe sig, og udsyn, hvor blikket kan fortabe sig og en moshytte, hvor man kan gemme og svale sig. Men slangen i paradiset er på vej, Edouards ungdomsven, kaptajnen, inkarnationen af det moderne Europa, en landmålertype, som kan sætte det hele på topografiske kort og gør det, da Edouard hidkalder ham efter diskussioner med Charlotte, som har bange anelser. Charlotte får til gengæld lov til at invitere sin myndling Ottilie. Kompositionen er rigtig fin og symbolikken stærk (side 38):

“Lægger man et stykke af denne sten i fortyndet svovlsyre, så griber svovlsyren om kalken og fremtræder med den som gips; men den fine, luftige syre flygter derimod bort. Her er der opstået en adskillelse og en ny sammensætning, og man mener sig nu berettiget til endda at bruge ordet valgslægtskab, fordi det virkelig ser ud som om det ene forhold foretrækkes frem for det andet, som om det ene vælges i det andets sted.”

“Undskyld mig”, sagde Charlotte, “ligesom jeg underskylder naturforskeren; men jeg ville aldrig se noget valg i det, snarere en naturnødvendighed (…)”

Det er hele pointen og romanskabelonen i et: Naturen som skæbne, livet som en restløs sum af virkninger og årsager. Charlotte og Edouards forhold opløser sig i det syrebad, de har beredt for sig selv. Deres valgslægtskaber er en illusion. De vælger kun tilsyneladende selv. Deres hjerter stikker af i hver sin retning. Edouard og Ottilie bliver heftigt forelskede, og det samme gør Charlotte og kaptajnen. Slutningen er ikke akkurat lykkelig, men romanen giver Goethe mulighed for at fremføre sin betragtninger om kærlighed og ægteskab i opbyggelige diskussioner:

““Du sletter,” svarede majoren, “med nogle få træk alt det, man kunne og burde sætte op imod dig; og dog må det gentages. At genkalde dig forholdet til din kone i hele dets værd, det overlader jeg til dig selv; men du skylder hende, og du skylder dig selv, ikke at forplumre dig det. Men hvordan kan jeg blot tænke på, at I har fået skænket en søn, uden samtidig at udtale, at I tilhører hinanden for altid, at I af hensyn til dette væsen er skyldige at leve forenet, så I forenet kan sørge for dets opdragelse og dets fremtidige vel.” (side 216)

Goethe er ved at være en ældre herre, men han er stadig ufatteligt produktiv og arbejder på flere felter, herunder naturvidenskaben. Samme år som “Valgslægtskaber” udkommer, udgiver han summen af tyve års studier af farver, et værk på intet mindre end tusinde sider, kaldet “Zur Farbenlehre” (“Farvelære”, 1967). Videnskabeligt bliver den hurtigt forkastet, men efter sigende tjener den stadig som inspiration for billedkunstnere. Så sent som i 1998 var den udgangspunkt for en prisbelønnet dansk dokumentarfilm, “Lyset, mørket og farverne”.

Goethes hustru Christiane dør, men hans kærlighedsliv er ikke slut. Han når som halvfjerdsårig at tabe sit hjerte til en nittenårig frøken ved den idylliske Boden-sø – for nyligt skildret i den tyske forfatter Martin Walsers roste “En mand som elsker”).

Goethe havde ånden lige til det sidste. Da mørket begyndte at omslutte ham, var hans Famous Last Words: “Mere lys!”